Licensen har overlevet sig selv

(Dette indlæg blev også bragt i en beskåret udgave på Politikens debatsider den 29. november 2005)

For tyve år siden sad de forkætrede sortseere og rystede i bukserne mens DR’s pejlevogne kørte rundt i gaderne. I dag er det DR’s tur til at ryste i bukserne, for licensbetaling er blevet en anakronisme, der er lige så utidssvarende som de pejlevogne, der blev skrottet i 1990.
I stigende grad vælger de danske seere fjernsynet fra. Enten fordi de får dækket deres informations- og underholdningsbehov via andre kanaler, eller også fordi de simpelthen vælger at se fjernsyn via deres computer. Konsekvensen er ikke overraskende, at indtægtsgrundlaget langsomt men sikkert begynder at smuldre under DR.
Skal public service institutionen – og dermed gode tv og radioprogrammer – overleve i Danmark, er det ved at være sidste udkald for at finde alternativer til licensen.De mediepolitiske ordførere på Christiansborg er mildest talt handlingslammede over for udviklingen. Den 27. og 28. oktober var DR vært for konferencen New Media Days, hvor medieordførerne for de politiske partier blandt andet blev bedt om at tage stilling til spørgsmålet om licensen. Alle politikerne var enige om, at public service institutionen bør bevares i Danmark, men ingen af dem var villige til at tænke ud over licensen. Konsekvensen af politikernes træghed er absurde politiske forslag i stil med, at alle computere med tv-tunere skal pålægges licens, eller at alle danskere skal betale licens – om de så ejer et tv-apparat eller ej. DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, har også selv bidraget til forplumringen ved at foreslå en forhøjelse af licensen, hvilket dog i sidste uge faldt til jorden med et stort brag.
Politikerne og DR kan simpelthen ikke blive ved med at slæbe fødderne meget længere. Tv-kigning er definitivt på vej væk fra det apparat vi kender som et fjernsyn. I stigende grad vil folk se fjernsyn på deres computere, iPods, mobiltelefoner og hvad der ellers vil sprøjte ud af himstregimser de kommende år. Man kan så vælge at kræve licens af brugerne af disse nye medier, men der er nok rigtig mange borgere, der vil blive oprigtigt fortørnede over at skulle betale licens af deres telefon eller deres walkman, bare fordi den tilfældigvis også kan modtage DR programmer.
Problemet er, at licensinstitutionen tilhører en svunden tid, hvor det var dyrt og teknisk besværligt at producere radio og tv, og hvor der endvidere var et begrænset sendespektrum, til at udsende tv og radiosignaler. I dag befinder vi os i en verden, hvor enhver kan producere sine egne radio- eller tv-udsendelser og stille disse til rådighed via internettet.
I dette nye mediebillede er politikerne nødt til at slagte den ene hellige ko, licensen, for at bevare den anden hellige ko, public service.
Public service drejer sig om at producere indhold, der er gavnligt for demokratiet, og det man kunne kalde nationens selvforståelse eller sammenhængskraft. I det forrige århundredes mediebillede blev public service institutionen bedst varetaget af en statslig institution, der blev finansieret af en skat på fjernsynsapparater – licensen. I det moderne mediebillede er det ikke længere muligt at finansiere public service gennem skat på ét bestemt apparat, og derfor er den mest oplagte løsning at finansiere public service institutionen gennem den normale skatteopkrævning. Public service er jo et samfundsmæssigt gode, og derfor hører det ganske naturligt til på den almindelige skattebillet.
Gør man public service skattefinansieret bør man til gengæld også nytænke DR’s rolle som public service leverandør. I det moderne mediebillede er der ingen grund til, at én virksomhed er den eneste udbyder af public service indhold og den eneste opkøber af arbejdskraft fra folk, der gerne vil levere public service indhold. I stedet bør man bevæge sig i retning af et princip, som man kender fra filmstøtte, hvor mange forskellige potentielle producenter af public service indhold kan søge om støtte til at lave udsendelser. Disse producenter kan så vælge at distribuere deres indhold gennem nogle af de utallige nye medier, som blomstrer op i disse år.
At afskaffe licensen er med andre ord ikke enden på godt fjernsyn og radio – tværtimod kan det være begyndelsen på en langt mere alsidig og sprudlende mediebranche, som på langt sigt kun kan komme seerne og lytterne til gode.