Nørdernes diktatur

Web 2.0 bliver fra mange fronter beskrevet som en folkelig bevægelse, der giver alle individer lige muligheder for at deltage, udvikle og forandre. Et hurtigt kig på nogle af de mest typiske web 2.0 services får dog hurtigt tankerne på andre baner.
For det første er det ret tydeligt, at det stadigvæk kun er nørderne, der for alvor bruger de nye web 2.0 services. Tag en tur i blogosfæren… Hvad er det bloggerne blogger om? De blogger i 95% af tilfældene om blogs eller emner der relaterer sig til blogs. Eller tag en tur på del.icio.us, som fremhæves som et klassisk eksempel på web 2.0. Hvilke tags anvender brugerne af del.icio.us? De anvender selvfølgelig tags som: ”blog”, ”web 2.0”, ”software” og ”open source”.
For det andet er brugervenligheden på lovpriste web 2.0 services som f.eks. Google Reader, Gmail eller del.icio.us så horribelt dårlig, at det er mere eller mindre umuligt at komme i gang med at bruge disse services. Alle disse applikationer er fyldt med indforståede ord, besynderlige navigationssystemer, og halvfærdige løsninger, som gør dem ganske utilgængelige for almindelige brugere af internettet. Slå for eksempel et smut forbi Google Reader, som er en ganske almindelig RSS reader (altså en funktionalitet, der kan hente indhold fra andre steder på nettet). Google reader virker umiddelbart ganske lækker og veldesignet, men man opdager hurtigt, at det er komplet umuligt at indlæse nye RSS feeds endsige finde rundt i de RSS feeds man (vist nok) har importeret i Google Reader.
Det er egentlig besynderligt. 10 år med internettet og Jakob Nielsen havde lært de fleste, at en grundlæggende forudsætning for at få almindelige mennesker med på nettet er velfungerende og brugervenlige webfunktionaliteter. Nu virker det som, uret er blevet skruet 10 år tilbage og vi igen befinder os i internettets tidlige dage, hvor det var nørderne der herskede over internettet.
Er der tale om et massivt kollektivt tilfælde af hukommelsestab?
Nej, den manglende brugervenlighed i web 2.0 funktionaliteter bunder i selve filosofien bag web 2.0, nemlig at intet er færdigt, alt er i udvikling. Man taler med stolthed om ”the perpetual beta”, altså software applikationen, som er i evig test uden rigtig at blive færdig. Ideen er selvfølgelig smuk: så længe intet er færdigt, kan alting jo udvikles, og alle folk kan medvirke til denne udvikling. Fri demokratisk udvikling af selve nettets arkitektur.
Desværre forholder det sig ikke sådan! Den evige beta er blot et andet ord for et ”nørdernes diktatur”, hvor relativt få nørder styrer udviklingen af web 2.0 og dets funktionaliteter. Den evige beta betyder, at den almindelige bruger er koblet af, fordi almindelige brugere kan ikke bruge beta-funktionaliteter, de foretrækker færdige, afpudsede og gennemtestede løsninger, der fungerer og helst på deres præmisser.
En af de vigtigste udfordringer for frontløberne i web 2.0 bevægelsen er, at få forenet ideen om den evige beta med de klassiske krav om brugervenlighed og tilgængelighed. Umiddelbart er der tale om lidt af et paradoks, men hvis det nye samarbejdende internet 2.0, skal bevæge sig ud af nørdernes rige, må man løse cirklens kvadratur og finde løsninger, hvor også den almindelige bruger af nettet kan få gavn af RSS readers, folksonomy og blogs.