Wednesday, October 26, 2005

Første indlæg :-)

Efter at have været skeptisk over for blogging-fænomenet i snart fem år, har jeg nu trukket lidt i land i forhold til mine fordomme over for dette navlepillende, selvoptagede, selvfede univers på internettet - bedre kendt som blogossfæren. Jeg mener stadig at der er usandsynligt meget ubrugeligt junk i denne afkrog af internettet, men faktum er, at der indimellem dukker guldklumper op i dyngen af utygget drøv.
Problemet ved blogossfæren er, at den er mere eller mindre esoterisk, utilnærmelig og uforståelig for alle almindelige mennesker, som ikke ubetinget har overgivet sig til dens præmisser og spilleregler. Bevæger man sig ind i dette sammenspundne kaos af kakafoniske stemmer uden behørige forkundskaber, bliver man hurtigt spyttet ud igen med stemplet: Stakkels internetnovice, som aldrig kommer til at forstå hvad det nye internet drejer sig om. Derfor kære læser - denne blog. På trods af 7 år i internetbranchen er jeg stadig en stakkels novice, der ikke helt forstår forskellen på "ping backs", "track backs" og ganske almindelige "comments", og derfor har jeg nu besluttet mig for at iklæde mig fåreklæderne og bevæge mig ind i dette - for mig - nye og uopdagede land.
Da jeg ikke ønsker at spilde mine læseres tid fuldstændig ubehørigt, vil jeg tilstræbe at udvikle denne blog fra at være et antropologisk eksperiment i blogossfæren, til at blive en seriøs og anerkendt blog, der behandler internettet som sociologisk og kommunikationsmæssigt fænomen (se i øvrigt formålet med denne blog).
Bloggen vil fremover komme til at indeholde indlæg der handler om trends og tendenser på internettet, men det er også formålet, at jeg vil bruge denne blog til at skrive om analyser, resultater og anbefalinger i forhold til informationsarkitektur og webdesign, hvilket jeg beskæftiger mig med i mit daglige arbejde.
Jeg kan allerede nu annoncere, at jeg snarligt regner med at skrive det første indlæg (i samarbejde med Kforum), der kommer til at omhandle fænomenet web2.0, og hvorvidt dette fænomen er en hypet gentagelse af 90'er internetlibertarianernes utopiske profetier...

God læselyst...