Farvel til fjernsynet

Dagbladet Information bragte i påsken et interview med den franske sociolog Jean-Louis Missika med overskriften ”Farvel til fjernsynet”. Interviewet stritter lidt i alle retninger, men Missika har alligevel nogle pointer, som er interessante.
Ifølge Missika kan man betragte fjernsynet som en organisering af tv-seernes tid. Fjernsynet tilbyder en fastlagt programflade og dermed en kalender, som alle borgere i de moderne samfund indretter deres tid efter. Internettet, TiVo og podcasting – eller det som med en fællesbetegnelse kan kaldes ”time shifting” – har nedbrudt denne kalender. Borgerne i moderne samfund ser ikke længere de samme programmer på de samme tidspunkter. I visse sjældne tilfælde kan det lykkes at samle den danske befolkning omkring Krøniken, men det er blot en sørgelig efterklang af den svundne én-kanals monopolistiske epoke, hvor vi alle kunne tale om, ”hvad der var på tv i går…”.
Nedbruddet af den fælles samfundsmæssige kalender betyder, at den demokratiske debat ikke længere foregår i samme tid og rum. I Frankrig eksisterer der et politisk establishment, som stadig tror på og anvender fjernsynet som samfundets fælles rum. Men over for dette establishment står der en voksende gruppe af primært unge mennesker, som slet ikke taler det samme sprog og slet ikke taler om de samme emner.
Missika nævner den verserende debat om CPE’en, som i første omgang af politikerne blev præsenteret som en lovgivning til gavn for de unge og arbejdssøgende. Problemet var bare, at de unge ikke lyttede til politikerne – eller rettere, de var ikke længere til stede i det samme politiske rum, som politikerne, der præsenterede forslaget. Det var først senere, da CPE’en blev filtreret igennem ungdomspolitiske organisationer og ud i blogs på internettet, at de unge vågnede. Og da de vågnede, var det med en helt anden politisk dagsorden end den, der havde været præsenteret i de etablerede medier.
I internetverdenen omtales time shifting ofte som et ubetinget gode, der giver os mulighed for at se, høre og læse nyheder og kommentarer når og hvor, vi ønsker det. Men time shifting betyder også, at vores samfund i stigende grad opdeles i mediestammer, der taler forskellige sprog om forskellige emner på forskellige tidspunkter. Stammerne lever side om side i de elektroniske netværk, men de taler ikke samme sprog, og individerne i den enkelte stamme skifter sjældent fra én stamme til en anden.
Time shifting er med andre ord ikke bare en smart teknologi, der gør vores hverdag nemmere. Det er også en grundlæggende udfordring for de demokratiske samfund, som baserer sig på idéen om et offentligt rum med en fælles demokratisk samtale. Udfordringen betyder for det første, at den politiske elite er nødt til at indse, at de unges hverdag ikke længere er organiseret af fjernsynets kalender. De unge ser fjernsyn, men de gør det samtidig med, at de sms’er, surfer på nettet og spiller videospil på deres playstation. For det andet betyder udfordringen, at man grundlæggende må revurdere, hvordan man fastholder idéen om en fælles demokratisk debat i en verden af isolerede mediestammer. Kan det parlamentariske demokrati overhovedet forenes med et mediebillede, hvor en kakafoni af stemmer taler om forskellige emner på forskellige måder? Giver det overhovedet mening at afholde valg til et parlament, hvis borgerne ikke diskuterer den samme politiske dagsorden? Og hvordan kommunikerer og debatterer man lovforslag i en verden, hvor den politiske dagsorden formes og udspiller sig decentralt i de enkelte mediestammer?