Kaput Sputnik
Jeg har på det seneste gjort mig til talsmand for det synspunkt, at mange web 2.0 funktionaliteter lider under dårlig brugervenlighed, fordi de forbliver i et evigt beta-stadie. Hele filosofien i web 2.0 er, at intet er færdigt – alt er under udvikling og brugerne af funktionerne er medvirkende til at forbedre funktionerne. Denne manglende færdighed resulterer – fra mit synspunkt – ofte i ufærdige, uigennemtænkte og meget nørdede funktioner, fordi de almindelige brugere aldrig bliver spurgt til råds.
At mange web 2.0 services er ufærdige og utilgængelige, er dog ikke ensbetydende med, at produkter eller services fra etablerede og hæderkronede indholdsleverandører er det modsatte. Et besøg på TV2’s video on demand satsning Sputnik bekræftede desværre til fulde, at markedslederskab og indholdsmæssig autoritet ikke er ensbetydende med brugervenlighed.
Med hovedet fuld af snot og med udsigt til en kedelig fredag aften, besluttede jeg mig for at prøve TV2 Sputnik. Jeg har ikke noget fjernsyn og nyder derfor til tider at se en film på min computer. Denne aften orkede jeg ikke at slæbe mig ned til Blockbuster, og derfor var Sputnik jo en oplagt mulighed.
Det skal siges, at jeg mange gange tidligere havde forsøgt at få adgang til Sputnik, men hver gang fik jeg – på trods af min 4 mbit ADSL opkobling – at vide, at min forbindelse ikke var hurtig nok til Sputnik. Hvorom alting er, så lykkedes det denne aften – af uvisse årsager – at komme ind på Sputnik og få oprettet et brugernavn med password og det hele.
Udvalget er ikke enormt på Sputnik, så jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ville se Darren Arronovskys kabalistiske kaosfilm ”Pi”. Efter at have indtastet mit kreditkortnummer, udløbsdato og sikkerhedskode lænede jeg mig tilbage i sofaen og klikkede på knappen ”Se filmen nu”.
Desværre kom der ingen film, men derimod igen en side, hvor jeg blev bedt om at indtaste mit kreditkortnummer.
Godt nok har jeg stor tiltro til, at TV2 ikke prøver at snyde mig, men jeg valgte dog alligevel ikke at indtaste mit kreditkortnummer endnu engang. Til gengæld klikkede jeg forvirret rundt i ca. 10 minutter med det eneste resultat, at jeg hver gang endte på siden, hvor jeg skulle taste kreditkortnummeret ind.
Suk!
Tæt på at opgive projektet og vinke farvel til de 25 kroner, jeg havde betalt, opdagede jeg pludselig, at Sputnik havde et call center som stadig var åbent kl. 20.45. Frem med mobiltelefonen og snart havde jeg en beredvillig ung mand i røret, som tydeligvis havde oplevet problemet før. Der gik ikke lang tid, før han havde ændret mit køb fra én dag til to dage, hvilket – ifølge ham – plejede at løse problemet med filmen der ikke ville starte.
Og ganske rigtigt – næste gang jeg trykkede på ”Se filmen nu”, gik filmen i gang.
Desværre var det ikke enden på aftenens problemer.
Filmen, som foregår i et frenetisk tempo med skingrende og støjende technobeats, var desværre ikke undertekstet, hvilket ærgrede mig en smule. Efter fem minutter gik min skærm i pausetilstand, og da jeg prøvede at få billedet frem igen, dukkede der pludselig undertekster frem, som dog hurtigt forsvandt igen.
Nu gik jagten på underteksterne så ind!
Jeg klikkede billedet op og ned, uden det store held. Pludselig opdagede jeg, at der var en form for kontrolpanel, som desværre var trekvart dækket af filmen, hvilket betød, at man ikke kunne kontrollere kontrolpanelet. Efter nogle flere tilfældige halvpaniske kliks, kom kontrolpanelet pludselig til syne. På kontrolpanelet var der en knap med bogstavet ”T”, som jeg efter nogen tid gættede mig til måske havde noget med Tekstning at gøre. Og ganske rigtigt, hvis man holdt musemarkøren oven over ”T” knappen dukkede der undertekster op – i hvert fald ca. 50 procent af gangene. Det eneste problem var, at man var nødt til at holde musemarkøren over ”T” knappen hele tiden, også når filmen gik i fuldskærmstilstand. Med andre ord måtte man vælge mellem film uden undertekster eller film med musemarkør synlig i skærmens nedre venstre halvdel.
Jeg valgte den sidste mulighed og nød den i øvrigt geniale ”Pi” – men nu altså med pil på skærmbilledet.
For at gøre en lang historie kort, er det utroligt, at en veletableret mediespiller som TV2 kan lancere noget halvfærdigt makværk, som skræmmer alle andre end de mest forhærdede teknik-freaks væk fra fremtidens form for tv. TV2 burde være et selskab, der gjorde det nemt og tilgængeligt for den danske befolkning at opleve friheden ved at leje film over internettet. I stedet har man lanceret en løsning, som ligner den digitale version af en halvtom videoforretning på hjørnet af Halmtorvet og Skjelbækgade, hvor ekspedienten er halvvejs faldet i søvn, mens der kører en film af mindre lødig karakter i baglokalet.


5 Comments:
This post has been removed by a blog administrator.
Se her: http://amatrsputnik.blogspot.com/
Ha, du skulle prøve at have en Mac og besøge Sputnik. Det er absolut "access denied". Om jeg forstår hvorfor Sputnik har valgt at lave deres helt egen "brugeflade" (hvilket jeg kan forstå på din artikel er et overdrevet ord at bruge), og i stedet bare sende en video-stream ud i MPG (eller lignende) format, og lade folk bruge hvilken afspiller de vil, til at få undertekster, se filmen i fuldskærm, pause den, etc..... Suk, der er lang vej til WEB2.0.
God artikel :)
Jeg har haft de samme problemer. Sputnik er noget virkelig lort. Monopolet længe leve
hej alle
har prøvet sputnik og har også fået et pænt billed på min film, men det med underteksten er noget rod. Lige så snart der er to linier forsvinder den øverste næsten med det samme. så sidder man tilbage med en havl undertekst og tænker hvad fanden var nu det.
Prøvede herefter en anden film her var problem næsten det samme bare her var teksten skjult bag billedet så nu kan jeg sku kun se halvdelen af den nederste linie. før havde jeg da det mindste den nederste linie. har ledt over alt efter hjælp men der findes åbenbart ikke noget. og TV2 sputnik support er sku heller ikke til og få hold i.
så her er bare endnu et indlæg for en skuffet bruger
Post a Comment
Links to this post:
Create a Link
<< Home