Gratisaviser er Google i postkasssen

(Dette indlæg er også publiceret på Kommunikationsforum)

Aviskrigen raser. Kanonerne tordner, tropperne trækker op ved grænserne, og allerede i morgen (d. 17. august) slår den første granat ned i det danske medielandskab, når Politikens 24 Timer kommer på gaden.
Som i alle krige er der tab, og ganske som man kender det fra tv-reportager fra Mellemøsten, følges de døde til graven af et hylende kor af grædekoner. Det største begravelsesoptog har dog paradoksalt nok fulgt en gammel skrantende mand, som længe har tronet diktatorisk over den danske medieverden. Den gamle mand var den publicistiske tradition.
Den 8. august skriver Timme Bisgaard Munk således om aviskrigen: ”Det triste er nemlig, at det ikke er publicister og verdenssyn, som kæmper mod hinanden. Det er annonceafdelinger, og derfor er der ingen ånd eller mening med krigen”. Og den 14. august er Morten Boje citeret i Mandag Morgen for, at han godt kan ”være bekymret for kvaliteten af de kommende medier. Der er ingen tvivl om, at de får meget travlt, og at det vil gå ud over dybden og seriøsiteten”.

Kollektivt stockholmsyndrom

Det virker, som om den danske stand af mediekommentatorer lider under et kollektivt stockholmsyndrom, hvor man begræder tabet af sin fangevogter. Ganske som nogle irakere ønsker Saddam Hussein tilbage i sine prangende paladser og næsten alle cubanere fejrer Fidel Castros helbredelse, er der tydeligvis også en del mennesker i den danske medieverden, der ønsker den publicistiske tradition et fortsat lykkeligt liv i paladserne i Pilestræde, i Viby og på Rådhuspladsen.

Tør øjnene

Det er på tide, at grædekonerne tørrer øjnene. Aviskrigen er ikke en kamp mellem en idealistisk publicisttradition og en kold og kynisk forretningsmodel, der undergraver kvalitet og fordybelse. Aviskrigen er en ganske naturlig konsekvens af, at vi er på vej ind i et informationssamfund, hvor man ikke længere kan besidde og monopolisere information og nyheder. Den publicistiske tradition tilhører en tid, hvor adgangen til medier var begrænset til en penge- og ressourcestærk elite. Publicisterne kunne i kraft af deres monopoliserede gate-keeper rolle høste unormalt høje profitter, som manifesterede sig dels i høje lønninger til journalister og dels i mange ressourcer til grundig og dybdeborende journalistik.

Information wants to be free

Aviskrigen er i virkeligheden et udtryk for, at publicisternes monopolstatus er ved at smuldre. På internettet har vi allerede i mange år set, hvordan man ikke kan begrænse og indhegne information. ”Information wants to be free”, har været internetevangelisternes slagord i mange år, og det er dette kampråb, som nu har fundet vej ind i avisbranchen, blandt andet fordi det rent teknisk er blevet nemmere og billigere at stable nye aviser på benene.
Den idealistiske publicistiske tradition er altså ikke så meget truet af en kynisk forretningsmodel, som den er truet af en anden idealistisk drøm – nemlig internettets drøm om, at al information bliver tilgængelig for alle mennesker.I den traditionelle avisverden sidder en række kloge mennesker og udvælger et meget begrænset udvalg af nyheder til en stor masse af mennesker. I internettets og i den nye avistids verden vælter informationer og nyheder ind gennem folks browsere og postkasser, og så er det til gengæld op til folk selv at udvælge, hvad der er relevant og interessant.

Kan man Google sin postkasse?

Kritikerne af gratisaviserne har ret i, at der bliver fyldt op i vores postkasser, og at vi får ondt i ryggen af at slæbe aviser ned ad trappen, men til gengæld får vi for første gang nogensinde lov til at vælge frit mellem aviser, på samme måde som vi kan vælge mellem tv-kanaler eller websider. Konsekvensen af aviskrigen er, at læserne får friheden til at vælge, men med friheden følger selvfølgelig også forpligtelsen til at udvælge og begrænse det flow af nyheder og information, der kommer til at vælte ind ad brevsprækken.
I en tid, hvor grædekonerne hyler op om, at de skal i IKEA og købe større postkasser, var det måske på tide at betragte aviskrigen i internettets optik. Om en måned vil din postkasse, ligesom internettet, være fyldt med skrammel, men blandt dette skrammel findes der masser af brugbar, underholdende og relevant information, som dog kræver, at du som borger i informationssamfundet er i stand til at søge, sortere og udvælge lige præcis dét, som du har brug for. Det er google i postkassen. Helt gratis.