Tankeløse Tænk

Nu er forbrugerrådet/Tænk igen på banen med et inititativ, der forsvarer status quo og forhindrer folks frie valg på både den ene og den anden måde.
Efter den store succes med at sælge mærkater mod gratisaviser, har Tænk nu taget initiativ til en undersøgelse af, hvordan man kan udvide ordningen.
Meget prisværdigt at inddrage brugerne/borgerne i beslutningsprocessen, men hvorfor har man kun valgt fire forskellige konforme løsninger, og hvorfor kan brugerne ikke foreslå alternative forslag via en åben svarkategori?

Tænk har fire forskellige forslag:

Udvidelse af ”Ingen reklamer tak”. Den eksisterende klistermærkeordning for reklamer udvides, så den også omfatter alle gratisaviser, herunder lokalaviser og søndagsavisen. Ingen forbrugere med ”Ingen reklamer og gratisaviser tak” klæbet på postkassen vil modtage reklamer eller gratisaviser.

Nyt klistermærke ”Ingen gratisaviser, tak”. Der udvikles et officielt klistermærke, som supplerer ”Ingen reklamer tak”-ordningen, men som kun gælder gratisaviser, herunder lokalaviser og Søndagsavisen. Hvis man hverken ønsker reklamer eller gratisaviser, skal man altså have to klistermærker på postkassen.

Tilvalgsordning. Du skal aktivt tilmelde dig en eller flere gratisaviser for at få dem. Det er derefter op til distributørerne, hvordan de administrerer ordningen.

Kombination. Nyt klistermærke udvikles, der betyder ”Ingen landsdækkende gratisaviser – men gerne min lokalavis, tak”. Her skal du altså ikke tilmelde dig din lokalavis for fortsat at få den. Mærkaten sikrer, at du kun får de lokale aviser, men ikke de nye landsdækkende gratisaviser.

Når man nu har valgt at lave et klistermærke som afviser gratisaviser, men siger ja tak til lokalaviser, hvorfor har man så ikke lavet en valgmulighed som hedder "ja tak til landsdækkende gratisaviser, men nej tak til kedsommelige, halvfascistiske søndagsaviser, hvor det er svært at skelne mellem redaktionelt indhold og annoncer"?
Det underlige er, at man ikke foreslår den ganske simple løsning at lave et fleksibelt klistermærke, hvor brugerne selv kan krydse af, hvilke aviser de gerne vil modtage, og hvilke aviser de ikke vil modtage. På denne måde kunne man flytte brugernes valg af avis ud til brugernes hoveddør, hvor dette valg i sidste ende hører hjemme.
Løsningen kræver naturligvis, at avisbudene respekterer dette klistermærke og dermed folks valg. Men dette er jo også en forudsætning for Forbrugerrådets øvrige forslag.