Machine Cinema = Machinima

Det har skabt overskrifter i selv gamle analoge medier, at kolossen Disney har opkøbt den lille og kreative skaber af computerbaserede animationsfilm Pixar.
Som altid udspiller de virkeligt interessante historiser sig dog lang fra de traditionelle mediers søgelys.
Selvom der er forskel på størrelsen af Pixar og Disney, er de begge eksempler på, at det kræver store ressourcer og megen kapital at lave underholdende animationsfilm. Det er ikke alle og enhver, der kan skabe deres egen Snehvide eller Toy Story.
Og dog!
Machinima er betegnelsen for et nyt fænomen, som langsomt er ved at boble op fra den nørdede undergrund af spilentusiaster til en bredere skare af filmentusiaster. Machinima (Machine Cinema) er kort fortalt det fænomen, at man anvender computerspil til at skabe sine egne computerbaserede animationsfilm, som man derefter distribuerer på internettet. Man tager simpelthen et hvilken som helst 3D baseret computerspil og gennemspiller forskellige scenarier i spillet, mens man optager sekvensen. Derefter klipper man sekvenserne sammen og tilføjer lyd, musik og tale.
Mange af filmene er naturligvis latterlige, kedelige, usammenhængende, uprofessionelle og decideret ulidelige. Men ind i mellem støder man pludselig på små perler af film, som skiller sig ud fra mængden på grund af en god idé en god historie eller bare på grund af en ekvilibristisk udnyttelse af computerspillets begrænsede verden.

Hvorfor er det interessant for andre end nørder?

Umiddelbart er der er ikke meget interessant ved en flok nørder der sidder og bikser med at producere deres egne animationsfilm. Men set i lyset af den øvrige medieudvikling, hvor blogs udfordrer den skrevne journalistik og podcasts den elektroniske journalistik, er det interessant, at man nu også ser de store Hollywoodspillere blive udfordret ikke bare på distributionen, men også på produktionen af indhold. Fænomenet Machinima er i sin yderste konsekvens et eksempel på, at der i fremtiden ikke vil være nogle begrænsninger på, hvem der kan producere, konsumere og distribuere medieindhold.
Man kan læse meget mere om fænomenet på www.machinima.com, hvor man også kan se adskillige machinima film. Jeg kan dog anbefale at kaste et blik på filmen Anachronox, som besidder en næsten Bladderunner-agtig stemning på trods af, at filmen er flere år gammel.
Machinima har indtil videre været forbeholdt nørder, der var i stand til at optage og redigere spilsekvenser ved hjælp af særligt software. Det nye spil ”The Movies” har dog gjort det nemmere for os almindelige mennesker at tilnærme os fænomenet Machinima. ”The Movies” er et Sims-agtigt spil, hvor man skal agere som en filmproducer, men hvor man også kan producere sine egne film ved hjælp af spillets eget software.
Har du en Spielberg eller Ridley Scott i maven? Så er det bare om at komme i gang med Machinima. Jeg har selv investeret i spillet – og kan allerede nu love, at jeg vil vende tilbage med flere overvejelser omkring fænomenet Machinima – og måske endda en lille film.

To be continued…

Politikens digitale fiaskospiral

(Dette indlæg er en udvidet version af mit forrige indlæg "Forandringens vinde over JP/Politiken", og er specifikt skrevet til kommunikationsforum.dk)

I Internettets spæde ungdom i Danmark var der to aviser, der forstod at være helt fremme på tastaturet, når det drejede sig om at være med på den digitale udvikling. Jyllands-Posten var en af de første aviser, der lancerede en rigtig hjemmeside, og Politiken var endnu tidligere ude med det nørdede men alligevel nyskabende Pol-Online. I dag har de erkendt, at de på mange områder er blevet overhalet af nye medier. Men aviserne har taget udfordringen op. Ud fra en strategi om, at avisen er til uddybende analyser og nettet til hurtige nyheder, omprioriterer de ressourcerne. Men det er en forfejlet strategi og en gammel mands fiaskospiral.

Nedefra-op medierne kommer

Både Jyllands-posten og Politiken har nydelige og ganske omfattende hjemmesider i dag, men det er ikke længere disse to aviser – endsige nogen andre danske papiraviser – der sætter tempoet i den digitale medieudvikling i dag. De danske aviser har i den grad fået baghjul på internettet - af etablerede institutioner som DR, men måske i endnu højere grad af den underskov af brancheportaler, blogs og andre målrettede nedefra-op medier, som har vendt op og ned på mediehierarkiet på nettet.

De gamles modangreb

Jyllands-Posten går til modangreb med en strategi, der tidligere har været omtalt på Kommunikationsforum. I korte træk drejer det sig om, at man har lanceret otte nye magasiner, der udkommer sammen med den daglige avis, mens man samtidig mander sig op på internetredaktionen.

Hos Politiken præsenterer chefredaktionen over for medarbejderne i dag en strategi for en ny avis. Strategiens detaljer er i skrivende stund endnu ikke offentliggjort, men rygterne siger, at strategien blandt andet indebærer en 100% vækst på netredaktionen, således at bemandingen går fra 8 til 16 medarbejdere. Væksten på internetredaktionen skal foregå ved, at man flytter medarbejdere fra papiravisen til netredaktionen.

Ud over den daglige avis opprioriterer man tillægget iBYEN, som får sin egen adresse (http://www.ibyen.dk/) og hele to dedikerede journalistiske medarbejdere. I den gamle papiravis bliver første sektion efter sigende ændret således, at en fast spalte på alle sider dedikeres til nyheder, mens resten af siden er forbeholdt kommentarer, analyser og andet baggrundsstof, der er relateret til nyhederne. Nyhederne til den nye første sektion leveres af internetredaktionen, som primært skal levere hurtige og korte nyheder.

Fra papir til digital

Meget kunne altså tyde på, at de fordums kæmper Politiken og Jyllands-Posten er vågnet i rette stund. Man har indset, at internettet er et medie, man ikke kommer uden om, og har derfor valgt at kaste betydelige ressourcer efter internetredaktionerne. Samtidig har man lært så meget af dot.com- æraens fejltagelser, at man begrænser omkostningerne ved at gøre allerede ansatte papirjournalister til digitaljournalister.

Manglende forståelse

Problemet er bare, at det ikke er nok at være vågen, man er også nødt til at vide, hvem fjenden er, og hvor slaget skal stå. Og lige nu er der meget, der tyder på, at avis-kæmperne ikke helt har forstået, hvad internettet drejer sig om, og hvorfor internettet på en og samme tid er en trussel og en enorm mulighed for aviserne.

Det langsomme net

Præmissen for Jyllands-Postens og Politikens internetstrategier er, at avisen er et langsomt, analytisk og tænksomt medie, mens de øvrige elektroniske medier – heriblandt tv, radio og internet – er hurtige medier, som egner sig perfekt til nyheder og mindre godt til eftertænksomhed.

Tankegangen er for så vidt rigtig nok, når det drejer sig om tv og radio, og derfor ville en strategi baseret på denne tankegang også have været revolutionerende og ny, hvis den var blevet lanceret for 15 år siden, da de elektroniske medier for alvor begyndte at rykke i Danmark.

Men præmissen er grundlæggende forkert, når det drejer sig om internettet. Internettet er et hurtigt medie, men det er også et langsomt medie – det er måske endda det mest langsomme medie af alle medier. På internettet vælger man nemlig selv hastigheden for, hvordan man vil interagere med en historie.

På den ene side kan man læse overskrifter og korte nyhedsresumeer, og på den anden side kan man vælge at fordybe sig i en bestemt historie og bruge minutter, timer og dage på at komme helt til bunds i historiens rette sammenhæng.

Internettet er hurtigt set fra nyhedsudbyderens side, fordi man med det samme kan publicere nyheder, men internettet er samtidig langsomt set fra brugerens og læserens synspunkt, fordi man har mulighed for at fordybe sig så meget, man vil, i en hvilken som helst historie.

Justes og Seidenfadens forfejlede iver

Når Jyllands-Posten og Politiken derfor baserer deres strategi på, at avisen er et langsomt medie og internettet et hurtigt medie, kan man på deres vegne frygte, at de er gået galt i byen. Måske har Carsten Juste og Tøger Seidenfaden i deres iver efter at komme med i det digitale slag fået vendt hele strategien på hovedet? Tænk nu hvis det forholdt sig helt omvendt af, hvad de to kæmper forestiller sig.

Omvendt mediebillede I et sådant omvendt mediebillede ville papiravisen være stedet, hvor man hurtigt kunne få en opsummering af de daglige nyheder. Papiravisen og dens kyndige nyhedsjournalister ville garantere, at netop disse nyheder var de mest vigtige. Værdien for læseren ville ligge i, at man var fritaget besværet med selv at regne ud, hvilke nyheder der er vigtige og hvilke der ikke er vigtige. Avisen ville dog samtidig være indgangsdøren til en hel verden af forarbejdet og bearbejdet baggrunds- og analysestof og muligheder for interaktion og yderligere fordybelse på internettet. Hver eneste historie i den summariske papiravis ville være linket til et større eller mindre område på avisens internetside, der gav mulighed for fordybelse og eftertanke.

Kig på de unge, Juste

Tanken lyder måske kættersk og forrykt i forhold til vores gængse opfattelse af, hvordan man læser avis. Men kast et blik på, hvordan de unge avislæsere læser avis i dag – de foretrækker gratisavisernes hurtige nyheder for overblikket og vender sig mod internettet for fordybelse. Carsten Juste har udtalt til Mennesker og Medier på P1, at han er glad for gratisaviserne, fordi de opdrager de unge og indvandrerne til at blive avislæsere. Måske skulle Carsten Juste snarere være glad for gratisaviserne, fordi de kan lære chefredaktører, hvordan fremtidens avislæsere kommer til at læse aviser. De læser nemlig ikke kun nyhederne i avisen, de surfer rundt bagefter for at få fordybelse. Det er den indsigt, som de gamle medier mangler.

Internettet er mere

De gamle kæmper er vågnet fra deres søvn, men internettet er ikke længere det samme som i fordums tider. Internettet har allerede vendt op og ned på mere end én branche, og det kommer også til at vende op og ned på den måde, vi læser vores avis. Hvis ikke Politiken og Jyllands-Posten indser, at internettet er andet og mere end radio og tv, vil de måske i en nær fremtid uddø. Som det ser ud nu, er de i hvert fald galt afmarcheret.

Forandringens vinde over JP/Politiken

Der er røre i den danske avisbranche for tiden. Om det er gratisaviserne, internettet, det kommende medieforlig eller den generelle mediekonsolidering, der er årsagen, er ikke til at sige, men sikkert er det i hvert fald, at forandringens vinde blæser over de danske avisredaktioner for tiden.
Skal man stole på, hvad der skrives og snakkes om, er der dog for JP/Politikens vedkommende tale om en mild brise og ikke den vinterstorm, som avisbranchen kunne have brug for, hvis den skal overleve som branche de næste 10 år.
Jakob Elkjær skriver i et langt indlæg på journalisten.dk om Tøger Seidenfadens planer for et nyt Politiken. Ifølge planen, som fremlægges for medarbejderne denne onsdag den 25. januar, skal internetavisen opprioriteres kraftigt og papiravisen skal bevæge sig mere i retning af det analytiske og baggrundsorienterede. Den bærende idé er, at avisen alligevel ikke kan følge med internettets hastige nyhedsopdateringer, og derfor bør Politiken satse på internettet som nyhedsmediet og papiravisen som den langsomme, analytiske og tænksomme platform.
At satse på internettet er nok klogt af Seidenfaden, men det virker som om planen på en eller anden måde kommer tyve år for sent. Avisen har i snart mange år været det langsomme medie, som altid var sidst med nyhederne – internettet har udelukkende gjort dette fænomen mere udtalt. Seidenfadens plan – hvis man altså skal stole på Elkjær – har slået de elektroniske medier radio, tv og internet sammen i kategorien ”hurtige medier”, mens avisen tilhører kategorien ”langsomme medier” sammen med bøger og visse typer af magasiner. Planen overser det egentligt revolutionerende ved internettet, nemlig at internettet på alle måder er et langt mere analytisk, langsomt og tænksomt medie end avisen. Hvis man virkelig ønsker at vide mere om et emne, er det ikke avisen man hiver op af bunken, det er Googles søgefelt. Internettet er stedet, hvor man for alvor kan fordybe sig i et emne og komme ud i alle krogene.
De samme tendenser gør sig gældende på Jyllands-Posten. Her forsøger man, at gøre avisen mere langsom og tænksom ved hjælp af en ambitiøs magasinstrategi, samtidig med, at man ifølge Chefredaktør Carsten Juste opprioriterer internetredaktionen. Magasinstrategien hænger sammen med behovet for som Juste siger i Mennesker og Medier den 13. januar, at skære nyhederne anderledes. Udfordringen fra de elektroniske nyheder (igen tv, radio og internet) har betydet, at avisredaktionerne er nødt til at bearbejde og tilskære stoffet på en anden måde, så man i højere grad tager hensyn til, at folk får dækket deres helt basale nyhedsbehov andre steder end i aviserne.
Juste fastholder dog, at aviserne er uundværlige for produktionen af nyheder. Som han siger i Mennesker og Medier:

Det er stadigvæk fagpresse, lokalaviser, regionalaviser morgenaviser og så videre, der genererer nyhederne i dette land. Det kan vi ikke komme uden om. Alt det andet er det vi kalder fællesnyheder – begivenheder der bare sker.

Man kan spekulere over om Carsten Juste på noget tidspunkt har besøgt en blog eller en anden branchespecifik hjemmeside, hvor der konstant genereres nyheder og udveksles information – ganske vist inden for den snævre skare af mennesker, for hvem det er relevant.
Juste på Jyllands-Posten har forstået, at der ikke er noget nyt i de elektroniske mediers hurtighed, men det virker som om han ikke rigtig har forstået den anden revolution som internettet har forårsaget – nemlig at de etablerede medier har mistet deres position som monopolistiske indehavere af viden og nyheder. Jyllandsposten kan sagtens smide penge efter nye, lækre og farverige magasiner, men hvorfor skal jeg læse dem, når jeg kan finde meget mere information på specialiserede sites på nettet? Hvorfor skal jeg læse ”JP Explorer”, når jeg kan læse Travelblog?

The choice of a new generation

Der tales ofte om forskellen i unges og gamles brug af internettet. De gamle er typisk dem over de 40, og de unge er dem under 25. Os andre i mellemgruppen er en underlig hybridgeneration af internet- og mobiltelefonbrugere, som har fået begge dele ind i vores ungdom. For de flestes vedkommende er både mobilen og nettet en uundværlig del af vores hverdag, og vi kan alle med undrende vemod tænke tilbage på en tid, hvor man skulle på biblioteket for at finde bøger, og man skulle være placeret inden for hjemmets fire vægge for at modtage et telefonopkald fra vennerne eller familien. Men fælles for hele denne generation er, at vi stadigvæk har et instrumentalistisk forhold til mobilen og nettet. Vi har tillært os disse nye teknologier – de er redskaber som vi betjener os af, men de er ikke som – McLuhan ville sige – forlængelser af vores krop og vores naturlige interageren med vores omgivelser.
Tanken er måske banal, men den faldt mig ind, da jeg for nylig stod og kiggede min 11 årige lillesøster over skulderen mens hun forklarede mig om www.arto.dk, som er det danske svar på det hypede community space www.myspace.com. Som brugervenlighedsekspert betragtede jeg det i starten lidt udefra, og fokuserede mest på, hvordan siden fungerede, og hvordan de unge brugere kommunikerede og interagerede på siden. Men pludselig kunne jeg se, at min lillesøster var anderledes end de hundredevis af brugere, jeg efterhånden har observeret til brugertests. Min lillesøster brugte ikke internettet som et redskab – min lillesøster var til stede i nettet på samme måde som hun var til stede i det rum, jeg befandt mig i sammen med hende. Hendes brug af Arto var ikke som at observere en bruger af en webside, det var som at se en hvilken som helst præ-pubertær pige snakke med sine veninder i skolegården i frikvarteret.
I det øjeblik gik det op for mig, at min lillesøster repræsenterede en ny generation af unge, som aldrig har levet et liv uden nettet og uden muligheden for konstant at være i kontakt med familie og venner. For denne generation er nettet ikke længere et redskab – det er en naturlig forlængelse af deres naturlige sociale behov for at kommunikere med deres omgivelser.
Selvom jeg arbejder med nettet og befinder mig på nettet i gennemsnitligt 8-10 timer om dagen, vil jeg aldrig opnå den ubesværethed og fuldstændige naturlighed som min lillesøster udviste på Arto. En ny generation er på vej. De er alle under femten år i dag, og de lever i en verden som vi andre kun er i stand til at snakke om og observere udefra.

Betakulturen

Jeg har tidligere på denne Blog omtalt fænomenet som Nørdernes Diktatur. Nu blogger den evigt årvågne web 2.0 vagthund Nicolas Carr om det fænomen, han kalder "Beta Culture".
Beta Culture er det fænomen, at firmaer som bekender sig til den nye web 2.0 religion (dog primært Google), foretrækker at bevare alle deres internetservices som betaversioner. Den evige betaversion præsenteres som brugernes demokratiske mulighed for at påvirke udviklingsprocessen, men i virkeligheden er den evige beta en sørgelig undskyldning for dovenskab, arrogance og manglende interesse for de brugere, der anvender servicen.
Læs hele Carrs artikel.