To blog or not to blog

Online Journalism Review bringer en interessant artikel, hvor forskellige amerikanske journalister udtaler sig om aviser og blogging, og hvorvidt disse to forskellige medieteknologier har en fremtid sammen.

Artiklen udspringer af, at man i USA har haft nogle uheldige eksempler på, at journalister på etablerede aviser som Washington Post og Los Angeles Times mildest talt har trådt i spinaten i Blogosfæren. På Washington post måtte Ben Domenech opsige sin stilling efter, at det var blevet afsløret, at han havde plagieret indhold på sin Washington Post blog, og på Los Angeles Times blev Michael Hilziks blog lukket ned, efter det blev opdaget, at han skrev kommentarer på sin egen og andre blogs under falske navne.

Problemet for de amerikanske aviser er, at de har forstået, at de ikke kan komme uden om blogging-fænomenet, men de har simpelthen svært ved at forene bloggingens deltagende kultur med avisernes ”vi alene vide” kultur.

Aviserne kigger på bloggen og tror, at det er det samme som en klumme – altså et frirum, hvor avisens egne skribenter kan folde sig ud i en lidt friere og kommenterende form. Resultatet bliver, at avisernes forsøg på at integrere bloggingfænomenet resulterer i, at det er de samme tordenskjolds soldater der kommer til orde – bare i et andet format.

Men blogging handler ikke alene om form. Det er rigtigt, at blogging typisk skrives i en lidt friere stil og i et mere personligt sprog, men at reducere blogging til et formspørgsmål er at misforstå, hvorfor blogging måske er et af de mest revolutionerende medieteknologier siden opfindelsen af trykpressen (undskyld klichéen).

Det revolutionerende i blogging er, at alle kan komme til orde, og at alle mennesker i hele verden potentielt set har et publikum – næsten uanset hvor obskure holdninger og idéer de ønsker at publicere. Blogging drejer sig ikke om at journalister har fået et nyt medie at lege med (ligesom det var tilfældet med radio og tv’s ankomst på mediescenen). Nej, blogging drejer sig om, at der pludselig findes potentielt set lige så mange mediekanaler, som der findes læsere/seere/lyttere. Og disse mediekanaler er ikke nødvendigvis bemandet af journalister – de kan lige så vel være bemandet af glade amatører eller dedikerede professionelle, der skriver passioneret om deres fritid eller deres arbejde.

Jeg mener ikke, at aviserne og blogs nødvendigvis må leve som hund og kat. Tværtimod kunne man meget vel forestille sig aviser som en guide eller portal for brugergenererede blogs. Det kræver dog, at aviser og etablerede medier må slække på deres ”vi alene vide” kultur og i stedet give plads til de mennesker, som man før kaldte læsere, men som man i fremtiden måske vil kende som mediernes vigtigste bidragydere.

Bob Cauthorn fra citytools.net er den eneste af journalisterne i Online Journalism Reviews artikel, der virkelig forstår denne pointe:

Look, it's easy to get this right: don't have staff members blog and instead bring in the legitimate outside voices. There are many ways that a mainstream media organization can do this -- make a blog about *outside* blogs, point some of your traffic to outside voices (even those who, gasp, criticize you!), invite some of the best outside bloggers in your community to post right on your pages. Give selected bloggers early access to your stories -- particularly enterprise stories -- so that they can have same-day reactions. (Make sure these are bloggers you can trust not to jump the publication, obviously.) In other words, genuinely and sincerely embrace *outside* voices. Allow the community to have a stake in what you are doing once more.

Farvel til fjernsynet

Dagbladet Information bragte i påsken et interview med den franske sociolog Jean-Louis Missika med overskriften ”Farvel til fjernsynet”. Interviewet stritter lidt i alle retninger, men Missika har alligevel nogle pointer, som er interessante.
Ifølge Missika kan man betragte fjernsynet som en organisering af tv-seernes tid. Fjernsynet tilbyder en fastlagt programflade og dermed en kalender, som alle borgere i de moderne samfund indretter deres tid efter. Internettet, TiVo og podcasting – eller det som med en fællesbetegnelse kan kaldes ”time shifting” – har nedbrudt denne kalender. Borgerne i moderne samfund ser ikke længere de samme programmer på de samme tidspunkter. I visse sjældne tilfælde kan det lykkes at samle den danske befolkning omkring Krøniken, men det er blot en sørgelig efterklang af den svundne én-kanals monopolistiske epoke, hvor vi alle kunne tale om, ”hvad der var på tv i går…”.
Nedbruddet af den fælles samfundsmæssige kalender betyder, at den demokratiske debat ikke længere foregår i samme tid og rum. I Frankrig eksisterer der et politisk establishment, som stadig tror på og anvender fjernsynet som samfundets fælles rum. Men over for dette establishment står der en voksende gruppe af primært unge mennesker, som slet ikke taler det samme sprog og slet ikke taler om de samme emner.
Missika nævner den verserende debat om CPE’en, som i første omgang af politikerne blev præsenteret som en lovgivning til gavn for de unge og arbejdssøgende. Problemet var bare, at de unge ikke lyttede til politikerne – eller rettere, de var ikke længere til stede i det samme politiske rum, som politikerne, der præsenterede forslaget. Det var først senere, da CPE’en blev filtreret igennem ungdomspolitiske organisationer og ud i blogs på internettet, at de unge vågnede. Og da de vågnede, var det med en helt anden politisk dagsorden end den, der havde været præsenteret i de etablerede medier.
I internetverdenen omtales time shifting ofte som et ubetinget gode, der giver os mulighed for at se, høre og læse nyheder og kommentarer når og hvor, vi ønsker det. Men time shifting betyder også, at vores samfund i stigende grad opdeles i mediestammer, der taler forskellige sprog om forskellige emner på forskellige tidspunkter. Stammerne lever side om side i de elektroniske netværk, men de taler ikke samme sprog, og individerne i den enkelte stamme skifter sjældent fra én stamme til en anden.
Time shifting er med andre ord ikke bare en smart teknologi, der gør vores hverdag nemmere. Det er også en grundlæggende udfordring for de demokratiske samfund, som baserer sig på idéen om et offentligt rum med en fælles demokratisk samtale. Udfordringen betyder for det første, at den politiske elite er nødt til at indse, at de unges hverdag ikke længere er organiseret af fjernsynets kalender. De unge ser fjernsyn, men de gør det samtidig med, at de sms’er, surfer på nettet og spiller videospil på deres playstation. For det andet betyder udfordringen, at man grundlæggende må revurdere, hvordan man fastholder idéen om en fælles demokratisk debat i en verden af isolerede mediestammer. Kan det parlamentariske demokrati overhovedet forenes med et mediebillede, hvor en kakafoni af stemmer taler om forskellige emner på forskellige måder? Giver det overhovedet mening at afholde valg til et parlament, hvis borgerne ikke diskuterer den samme politiske dagsorden? Og hvordan kommunikerer og debatterer man lovforslag i en verden, hvor den politiske dagsorden formes og udspiller sig decentralt i de enkelte mediestammer?

Kaput Sputnik

Jeg har på det seneste gjort mig til talsmand for det synspunkt, at mange web 2.0 funktionaliteter lider under dårlig brugervenlighed, fordi de forbliver i et evigt beta-stadie. Hele filosofien i web 2.0 er, at intet er færdigt – alt er under udvikling og brugerne af funktionerne er medvirkende til at forbedre funktionerne. Denne manglende færdighed resulterer – fra mit synspunkt – ofte i ufærdige, uigennemtænkte og meget nørdede funktioner, fordi de almindelige brugere aldrig bliver spurgt til råds.
At mange web 2.0 services er ufærdige og utilgængelige, er dog ikke ensbetydende med, at produkter eller services fra etablerede og hæderkronede indholdsleverandører er det modsatte. Et besøg på TV2’s video on demand satsning Sputnik bekræftede desværre til fulde, at markedslederskab og indholdsmæssig autoritet ikke er ensbetydende med brugervenlighed.
Med hovedet fuld af snot og med udsigt til en kedelig fredag aften, besluttede jeg mig for at prøve TV2 Sputnik. Jeg har ikke noget fjernsyn og nyder derfor til tider at se en film på min computer. Denne aften orkede jeg ikke at slæbe mig ned til Blockbuster, og derfor var Sputnik jo en oplagt mulighed.
Det skal siges, at jeg mange gange tidligere havde forsøgt at få adgang til Sputnik, men hver gang fik jeg – på trods af min 4 mbit ADSL opkobling – at vide, at min forbindelse ikke var hurtig nok til Sputnik. Hvorom alting er, så lykkedes det denne aften – af uvisse årsager – at komme ind på Sputnik og få oprettet et brugernavn med password og det hele.
Udvalget er ikke enormt på Sputnik, så jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ville se Darren Arronovskys kabalistiske kaosfilm ”Pi”. Efter at have indtastet mit kreditkortnummer, udløbsdato og sikkerhedskode lænede jeg mig tilbage i sofaen og klikkede på knappen ”Se filmen nu”.
Desværre kom der ingen film, men derimod igen en side, hvor jeg blev bedt om at indtaste mit kreditkortnummer.
Godt nok har jeg stor tiltro til, at TV2 ikke prøver at snyde mig, men jeg valgte dog alligevel ikke at indtaste mit kreditkortnummer endnu engang. Til gengæld klikkede jeg forvirret rundt i ca. 10 minutter med det eneste resultat, at jeg hver gang endte på siden, hvor jeg skulle taste kreditkortnummeret ind.
Suk!
Tæt på at opgive projektet og vinke farvel til de 25 kroner, jeg havde betalt, opdagede jeg pludselig, at Sputnik havde et call center som stadig var åbent kl. 20.45. Frem med mobiltelefonen og snart havde jeg en beredvillig ung mand i røret, som tydeligvis havde oplevet problemet før. Der gik ikke lang tid, før han havde ændret mit køb fra én dag til to dage, hvilket – ifølge ham – plejede at løse problemet med filmen der ikke ville starte.
Og ganske rigtigt – næste gang jeg trykkede på ”Se filmen nu”, gik filmen i gang.
Desværre var det ikke enden på aftenens problemer.  
Filmen, som foregår i et frenetisk tempo med skingrende og støjende technobeats, var desværre ikke undertekstet, hvilket ærgrede mig en smule. Efter fem minutter gik min skærm i pausetilstand, og da jeg prøvede at få billedet frem igen, dukkede der pludselig undertekster frem, som dog hurtigt forsvandt igen.
Nu gik jagten på underteksterne så ind!
Jeg klikkede billedet op og ned, uden det store held. Pludselig opdagede jeg, at der var en form for kontrolpanel, som desværre var trekvart dækket af filmen, hvilket betød, at man ikke kunne kontrollere kontrolpanelet. Efter nogle flere tilfældige halvpaniske kliks, kom kontrolpanelet pludselig til syne. På kontrolpanelet var der en knap med bogstavet ”T”, som jeg efter nogen tid gættede mig til måske havde noget med Tekstning at gøre. Og ganske rigtigt, hvis man holdt musemarkøren oven over ”T” knappen dukkede der undertekster op – i hvert fald ca. 50 procent af gangene. Det eneste problem var, at man var nødt til at holde musemarkøren over ”T” knappen hele tiden, også når filmen gik i fuldskærmstilstand. Med andre ord måtte man vælge mellem film uden undertekster eller film med musemarkør synlig i skærmens nedre venstre halvdel.
Jeg valgte den sidste mulighed og nød den i øvrigt geniale ”Pi” – men nu altså med pil på skærmbilledet.
For at gøre en lang historie kort, er det utroligt, at en veletableret mediespiller som TV2 kan lancere noget halvfærdigt makværk, som skræmmer alle andre end de mest forhærdede teknik-freaks væk fra fremtidens form for tv. TV2 burde være et selskab, der gjorde det nemt og tilgængeligt for den danske befolkning at opleve friheden ved at leje film over internettet. I stedet har man lanceret en løsning, som ligner den digitale version af en halvtom videoforretning på hjørnet af Halmtorvet og Skjelbækgade, hvor ekspedienten er halvvejs faldet i søvn, mens der kører en film af mindre lødig karakter i baglokalet.

Web 2.0 seminar (fortsat)

Jeg deltog i dag som taler til FDIH's arrangement om web 2.0.

Dem der deltog i arrangementet (og evt. andre interesserede) kan hente min præsentation her.

Arrangementet bliver vlogget hos pollas.dk.

Hør også et interview med undertegende på boetter.dk's podcast.