Hvem lytter til konkurrencestyrelsen?

En læser af mit tidligere indlæg har gjort mig opmærksom på, at konkurrencestyrelsen måske alligevel ikke har været så fraværende i debatten om public service institutionerne.

I konkurrenceredegørelse 2006, redegør Konkurrencestyrelsen for konkurrenceforholdene i tv-branchen. Redegørelsen indeholder en række interessante observationer og konklusioner, som desværre må siges at være blevet overset i det nyligt vedtagne medieforlig.

Konkurrencestyrelsen skriver blandt andet:

Internettet og digitaliseringen har medført en udvikling af nye former for tv- og medieprodukter. En trykt avis kan med få ekstraomkostninger udgive de samme nyheder på hjemmesider, tekst-tv eller SMS. Ligeledes kan en tvkanal vise sine programmer on demand som klip, spil m.v. til både internet og mobiltelefoner. På den måde smelter markederne sammen.

Reglerne for DR's virksomhed pålægger DR at følge denne udvikling. Det påvirker konkurrencen mellem public service virksomhed og kommerciel virksomhed. DR har fx en række aktiviteter på internettet, som konkurrerer med kommercielle virksomheder. Fx udgiver DR en internet avis ved at gengive nyheder på http://www.dr.dk/ – både DR's egne nyheder og andres nyhedstelegrammer. DR sælger også nyheder m.v. som SMS-tjenester, og DR sælger ringetoner til mobiltelefoner. Disse produkter bliver også solgt af kommercielle virksomheder.

DR ønsker at udvide sin virksomhed til at omfatte flere af disse markeder – fx i form af mere interaktivitet, mere on demand indhold og flere tv-kanaler. Det vil medføre påvirkning af konkurrencen på flere markeder, som traditionelt er kommercielle.
Når DR breder sin licensfinansierede public service virksomhed til markeder, der enten er kommercielle eller potentielt kan være kommercielle, skaber det ulige vilkår i markedet. DR er dermed i stand til at gå ind på nye markeder med gratis eller meget billige produkter, mens kommercielle virksomheder på samme markeder skal have dækning for deres omkostninger og tjene penge til sine ejere.

Konkurrencestyrelsens advarsel er skrevet med udgangspunkt i det eksisterende danske mediebillede anno 2005. Havde redegørelsens forfattere forhold sig til de seneste tendenser på internettet, som for alvor slår igennem på den anden side af Atlanten havde advarslen nok været mere skinger. Én ting er, at DR konkurrerer på det kommercielle marked ved hjælp af sms’er og ringetoner – en anden ting er det, hvis DR begynder at monopolisere RSS feeds, blogging, podcasting, og videoblogging, som i USA udgør det teknologiske fundament for en radikal omvæltning af mediebranchen.

Konkurrencesstyrelsen rejser det relevante spørgsmål om der simpelthen ikke er områder, hvor DR bør holde sig væk. Styrelsens forslag til en løsning er, at man skaber en positivliste over public service aktiviteter, som DR kan og bør beskæftige sig med.

Én mulighed kunne være at definere public service forpligtelserne som en positivliste af aktiviteter, som udgør public service virksomhed, mens alt andet udgør anden virksomhed […] En positivliste kan være dynamisk, således at det i takt med udviklingen af markedet er muligt at definere nye public service aktiviteter eller fjerne aktiviteter, der i mellemtiden bør blive betragtet som anden virksomhed.

En positivliste vil sikre, at DR ikke gør skade på kommercielle aktører, der allerede agerer i mediemarkedet, men måske endnu vigtigere vil en positivliste sende et klart signal til potentielle aktører i markedet, at de med rimelig sikkerhed kan investere uden risiko for fremtidig konkurrence fra en konkurrenceforvridende public service institution.

Umiddelbart kunne man forestille sig at redaktørerne på en lang række danske dagblade samt redaktørerne på nye brugerskabte medier som podhead.dk og overskrift.dk ville sætte pris på en sådan positivliste, der kan sikre dem mod prisdumping og anden konkurrenceforvridning fra DR’s kant.

Er der nogen til stede fra konkurrencestyrelsen?

...spurgte TV2’s nye direktør ud i forsamlingen af medie- og kommunikationsfolk, der var samlet til Mandag Morgens mandagsmorgenmøde denne mandag. Baggrunden for spørgsmålet var TV2’s strategi om, at starte en landsdækkende nyhedskanal, som ifølge Per Mikael Jensen ville opnå en overordentlig stærk markedsposition på det danske nyhedsmarked.

Til morgenmødet, hvor de to public service direktører Per Mikael Jensen og Kenneth Plummer var talere, var der ikke overraskende en repræsentant fra konkurrencestyrelsen til stede. Ud over et bekræftende nik på Per Mikael Jensens spørgsmål, var det dog ikke meget man hørte til konkurrencestyrelsen på mødet. Tværtimod virkede det som om, at der ikke var nogen grænser for den magt og markedsdominans, som de danske public service medier kommer til at besidde i fremtiden.

Kenneth Plummer lagde ikke skjul på, at DR skulle være en aktiv spiller på alle medieplatforme. På det digitale område skulle DR ikke alene lave computerspil og formidle salg af musik i samarbejde med kommercielle partnere (læs TDC). DR arbejder også med en målsætning om at blive det danske svar på Technorati – altså en samlende portal for brugerskabt indhold på nettet.

Betragter man verden fra sit nye multimilliard multimediehus i ørestaden, er det naturligvis også nærliggende at mene, at man skal være til stede overalt på alle platforme med alle typer indhold. Men er man direktør for musikservicen box.dk, kan det være svært at forstå, hvorfor DR skal reklamere for TDC’s musiksalg. Og er man redaktør på blogportalen overskrift.dk, må det være skræmmende at skulle hamle op med DR’s licensfinansierede forretningsstrategi.

Danmarks Radio er i dag én af de mest aktive og initiativrige aktører i skabelsen af indhold på nettet i Danmark. Det er naturligvis prisværdigt og utrolig gavnligt for alle forbrugerne af Danmarks Radios indhold på nettet.

Men Danmarks Radios strategi kan i virkeligheden sammenlignes med et ulandsprojekt, hvor man opbygger en perfekt infrastruktur og et effektivt moderne hospitalsvæsen med bistandsmidler. Infrastrukturen og hospitalerne fungerer perfekt i sig selv, men fordi de er opbygget af eksterne kræfter, har de eroderet modtagerlandets egne potentialer for at opbygge infrastruktur og hospitaler i fremtiden.

Taler man om ulandshjælp, kan man argumentere for, at det somme tider er nødvendigt at bygge hospitalerne og vejene med eksterne kræfter, simpelthen fordi der ikke findes lokale kræfter med ressourcer til denne slags projekter. Og hvis man ikke bygger hospitalerne eller vejene er lokalbefolkningen endnu værre stillet.

Kigger man på det danske medielandskab er der dog ikke noget der tyder på, at der mangler produktive ressourcer. Uddannelsessystemet sprøjter hvert år tusindvis af kommunikationsfolk ud fra landets universiteter. I det moderne digitale mediebillede kan alle disse kommunikationsfolk starte deres egen avis (blog), radiostation (podcast) eller tv-station (vlog), så hvorfor er det lige, at den danske befolkning har brug for konkurrenceforvridende medie-ulandsbistand i form af Danmarks Radio?

Spørgsmålet blev ikke besvaret på denne mandag morgen en sommerdag før den store mediekrig bryder ud i efteråret. Man kunne blot konkludere, at de danske public service medier går fremtiden fortrøstningsfuldt i møde. Hvor andre mediespillere bemander kanonerne og spænder bælterne til en knivskarp kamp om læser-, lytter-, seer- og annoncørkroner, virker det som om, at særligt DR befinder sig i et licensfinansieret konkurrentvakuum, hvor man under sammenhængskraftens hellige banner trygt kan tromle kommercielle forretningsmodellers forsøg på at skabe alternativt medieindhold.

OPDATERING:
Læs også mit seneste indlæg "Hvem lytter til konkurrencestyrelsen? "

Den depersonificerede løgn

Jeg har tidligere skrevet om manglen på det autoritative centrum i ”det samarbejdende internet”. Den digitale guru Jaron Lanier kredser om det samme emne i sit meget læsværdige indlæg Digital Maoism på Edge.org.
I sit indlæg går Lanier til kamp mod helliggørelsen af det kollektive og fortabelsen af den individuelle stemme. Kollaborative services, kollektivt skrevne leksikaer og aviser skrevet af læserne. Alle er de eksempler på, at masserne, folket, borgerne eller brugerne er kommet til orde. I sandhed en demokratisk revolution, og nogen vil endda påstå første skridt på vejen til, at menneskeheden kan opnå en højere erkendelse gennem aggregeret kollektiv viden og vidensudveksling.

Hvem anbefaler?

Men hvem er det egentlig der anbefaler os bøgerne på Amazon, hvem er det faktisk, der skriver indlæggene på Wikipedia og hvem er de mennesker der skriver artiklerne på OhMyNews? Hvorfor bliver bøgerne, indlæggene eller artiklerne præsenteret for os? Hvorfor er de vigtige? Hvad er forfatternes forudsætninger for at skrive det de skriver? Hvilken sammenhæng indgår deres indlæg i?
Vi ved det ikke.
Vi ved bare, at disse bøger, indlæg eller artikler er steget til vejrs i opmærksomhedsøkonomien på grundlag af matematiske algoritmer eller implicitte sammenvævninger af myriader af webservices.

Hvor nyttig er Wikipedia?

Lanier’s pointe er, at kollektivets sortering og udvælgelse kan være nyttig, når man leder efter svar, der er verificerbare. Vi glæder os alle over, at få anbefalet bøger af en matematisk algoritme hos Amazon, fordi vi som regel meget hurtigt er i stand til at afgøre om det nu også er en relevant bog for os. Tilsvarende nyder vi også Googles resultater, når de peger os hen til lige præcis den webside, vi ledte efter.
Men hvor nyttig er Wikipedia, når man ønsker at læse den skinbarlige sandhed om profettegningerne eller hvor troværdig er OhMyNews, når man ønsker at forstå, hvad der sker i verden?

Teknokollektivisme

Problemet med den spirende teknokollektivisme er ikke at den – modsat tidligere fejlslagne forsøg på statsreguleret kollektivisme – fylder os med løgn. Problemet er, at den depersonificerer løgnen – den fjerner ansigtet eller stemmen fra udsagnet, og gør det således umuligt at forstå udsagn og ytringer i en meningsfuld kontekst.
Under sit demokratiske dække er teknokollektivismen i virkeligheden lige så totalitær som dens statsregulerede forgængere, fordi den baserer sig på den grundlæggende idé, at sandheden er en neutral og upersonlig størrelse, som man kan tilnærme sig, så længe man har masserne og matematikken på sin side.
Men sandhed er ikke upersonlig eller neutral. Sandhed opstår i et krydsfelt mellem personligheder og stemmer med holdninger. Sandhed vil aldrig være løsrevet fra stemme og kontekst, men vil altid være forankret i debat og konflikt mellem mennesker med forskellige holdninger og udgangspunkter for at sige, det de siger.