Så har vi fået et navn

Det er i dag min sidste dag hos Tribal DDB. Passende nok har mit nye firma samtidig fået et navn og en form for identitet. Så nu ved jeg altså også, hvor jeg skal arbejde, når jeg kommer hjem fra et par ugers ferie i Grækenland ;-)

Jeg har solgt ud :-/

Som man kan se ovenfor har jeg valgt at sælge ud. Jeg har opgivet den idealistiske blogger-ånd og i stedet solgt min sjæl til guden Mammon - også kendt som Googles Adsense program.
Det er dog ikke helt rigtigt. Det er muligt, at jeg kan tjene til en Filur-is hvis et par af mine læsere klikker på et link ovenfor, men den virkelige årsag til kommercialiseringen af denne blog er, at jeg af private og faglige årsager er interesseret i hvordan Google Adsense fungerer.
Foreløbig er jeg som sædvanlig - når det drejer sig om Google - mere imponeret over konceptet og forretningsmodellen end brugervenligheden. Som anvender af Googles bloggingprogram Blogger er man i princippet kun ét klik væk fra, at tjene penge på sin blog. Desværre gør Google det unødigt kompliceret og svært at styre placeringen af bannere på sin blog, hvilket blandt andet er grunden til, at mit Google banner befinder sig øverst på siden og ikke ude til højre, hvor jeg helst ville have placeret det.
Hvis der er nogen fra Google (eller andre), der kan fortælle mig, hvordan jeg flytter mit banner er kommentarerne mere end velkomne...

Vi anbefaler Kforums mærkater ;-)

I stedet for forbrugerrådets medløberiske "nej tak til mediefornyelse" mærkater anbefaler jeg i stedet Kforums brevsprækkemærkater. Her er der i hvert fald plads til individualiteten ;-)

TÆNK før du læser

"Tænk går ind for valgfrihed", skriver forbrugerrådet på sin hjemmeside taenk.dk. Det er dog en besynderlig valgfrihed som TÆNK går ind for. Det er nemlig en valgfrihed, hvor forbrugeren vælger uden at tænke først.
Forbrugerrådet har af en eller anden årsag valgt at æde den etablerede medieverdens dagsorden med, at de nye gratisaviser er spam, som er en uoverskuelig byrde for den sagesløse danske morgenmadsspiser. Derfor annoncerer TÆNK stort med, at forbrugerne nu kan bestille et klistermærke, der siger nej tak til gratisaviser over en bred kam.
Jeg har naturligvis stor respekt for, at folk siger nej tak til spam i deres postkasse. Men jeg mener nu, at folk skal vide hvad de siger nej tak til, før de siger nej tak. I dette tilfælde har forbrugerrådet kastet sig ud i at sende klistermærker på markedet lang tid før, at forbrugerne overhovedet har været i stand til at danne sig et indtryk af de nye aviser.
TÆNK nu hvis de nye gratisaviser slet ikke var så dårlige igen. TÆNK nu hvis de faktisk viste sig at være bedre end de gamle satte aviser. TÆNK nu hvis de faktisk var med til at skabe et mere alsidigt mediebillede med nye vinkler og anderledes holdninger.
Det virker ikke som om, at forbrugerrådet har TÆNKT før de blindt løb med på en dagsorden skabt af spillere med en tydelig interesse i at bevare status quo i medieverdenen.

Hvem sætter dagordenen for den nye medieverden?

Den seneste uges debat har tydeligt vist, at det kan være svært at være udfordrer i medieverdenen. Når man - som Nyhedsavisen - stræber efter at skabe et nyt medieprodukt, som ingen endnu har set eller oplevet, kan det være svært at fortælle historien, når det er konkurrenterne, der sætter dagsordenen.
Heldigvis er medieverdenen ikke længere et naturligt monopol. Takket være internettet kan enhver person starte sin egen avis på under en halv time. Det gælder også redaktøren på en avis, der endnu ikke har fået sin egen papirplatform at tale fra.
Byd velkommen til David Trads i den danske blogosfære (www.avisen.dk). Efter en uge i den kyklopisk enøjede mediemølle må David Trads om nogen have fået skærpet sine argumenter for, hvorfor det er på tide at udfordre den etablerede medieverden. Vi glæder os til nogle skarpe indlæg fra den front...

Gratisaviser er Google i postkasssen

(Dette indlæg er også publiceret på Kommunikationsforum)

Aviskrigen raser. Kanonerne tordner, tropperne trækker op ved grænserne, og allerede i morgen (d. 17. august) slår den første granat ned i det danske medielandskab, når Politikens 24 Timer kommer på gaden.
Som i alle krige er der tab, og ganske som man kender det fra tv-reportager fra Mellemøsten, følges de døde til graven af et hylende kor af grædekoner. Det største begravelsesoptog har dog paradoksalt nok fulgt en gammel skrantende mand, som længe har tronet diktatorisk over den danske medieverden. Den gamle mand var den publicistiske tradition.
Den 8. august skriver Timme Bisgaard Munk således om aviskrigen: ”Det triste er nemlig, at det ikke er publicister og verdenssyn, som kæmper mod hinanden. Det er annonceafdelinger, og derfor er der ingen ånd eller mening med krigen”. Og den 14. august er Morten Boje citeret i Mandag Morgen for, at han godt kan ”være bekymret for kvaliteten af de kommende medier. Der er ingen tvivl om, at de får meget travlt, og at det vil gå ud over dybden og seriøsiteten”.

Kollektivt stockholmsyndrom

Det virker, som om den danske stand af mediekommentatorer lider under et kollektivt stockholmsyndrom, hvor man begræder tabet af sin fangevogter. Ganske som nogle irakere ønsker Saddam Hussein tilbage i sine prangende paladser og næsten alle cubanere fejrer Fidel Castros helbredelse, er der tydeligvis også en del mennesker i den danske medieverden, der ønsker den publicistiske tradition et fortsat lykkeligt liv i paladserne i Pilestræde, i Viby og på Rådhuspladsen.

Tør øjnene

Det er på tide, at grædekonerne tørrer øjnene. Aviskrigen er ikke en kamp mellem en idealistisk publicisttradition og en kold og kynisk forretningsmodel, der undergraver kvalitet og fordybelse. Aviskrigen er en ganske naturlig konsekvens af, at vi er på vej ind i et informationssamfund, hvor man ikke længere kan besidde og monopolisere information og nyheder. Den publicistiske tradition tilhører en tid, hvor adgangen til medier var begrænset til en penge- og ressourcestærk elite. Publicisterne kunne i kraft af deres monopoliserede gate-keeper rolle høste unormalt høje profitter, som manifesterede sig dels i høje lønninger til journalister og dels i mange ressourcer til grundig og dybdeborende journalistik.

Information wants to be free

Aviskrigen er i virkeligheden et udtryk for, at publicisternes monopolstatus er ved at smuldre. På internettet har vi allerede i mange år set, hvordan man ikke kan begrænse og indhegne information. ”Information wants to be free”, har været internetevangelisternes slagord i mange år, og det er dette kampråb, som nu har fundet vej ind i avisbranchen, blandt andet fordi det rent teknisk er blevet nemmere og billigere at stable nye aviser på benene.
Den idealistiske publicistiske tradition er altså ikke så meget truet af en kynisk forretningsmodel, som den er truet af en anden idealistisk drøm – nemlig internettets drøm om, at al information bliver tilgængelig for alle mennesker.I den traditionelle avisverden sidder en række kloge mennesker og udvælger et meget begrænset udvalg af nyheder til en stor masse af mennesker. I internettets og i den nye avistids verden vælter informationer og nyheder ind gennem folks browsere og postkasser, og så er det til gengæld op til folk selv at udvælge, hvad der er relevant og interessant.

Kan man Google sin postkasse?

Kritikerne af gratisaviserne har ret i, at der bliver fyldt op i vores postkasser, og at vi får ondt i ryggen af at slæbe aviser ned ad trappen, men til gengæld får vi for første gang nogensinde lov til at vælge frit mellem aviser, på samme måde som vi kan vælge mellem tv-kanaler eller websider. Konsekvensen af aviskrigen er, at læserne får friheden til at vælge, men med friheden følger selvfølgelig også forpligtelsen til at udvælge og begrænse det flow af nyheder og information, der kommer til at vælte ind ad brevsprækken.
I en tid, hvor grædekonerne hyler op om, at de skal i IKEA og købe større postkasser, var det måske på tide at betragte aviskrigen i internettets optik. Om en måned vil din postkasse, ligesom internettet, være fyldt med skrammel, men blandt dette skrammel findes der masser af brugbar, underholdende og relevant information, som dog kræver, at du som borger i informationssamfundet er i stand til at søge, sortere og udvælge lige præcis dét, som du har brug for. Det er google i postkassen. Helt gratis.

New point of perspective

Jeg er i store træk ikke tilhænger af den ultrapersonlige bloggingstil, hvor man bliver inviteret indenfor i bloggerens intimeste afkroge. Derfor prøver jeg også på denne blog at adskille det personlige og det faglige således, at mine læsere kan få mit personlige syn på faglige spørgsmål uden, at de bliver belemret med mine halvtrivielle oplevelser på jobbet, med vennerne eller med kæresten.
Når dette er sagt kan man dog ikke komme uden om, at blogging drejer sig om den person der skriver og dennes ”point of perspective”. Det er ikke ligegyldigt om Robert Scoble arbejder for Microsoft eller om Jason Calacanis arbejder for AOL. Det er personlige forhold der påvirker deres udsagn, og derfor er det interessant – og måske endda nødvendig viden – for bloggerens læsere.
For læserne af denne blog er det derfor ikke uvæsentlig information, at jeg for to uger siden har opsagt mit nuværende job som interaktiv planner hos Tribal DDB og i stedet har sagt ja til et job som account manager hos et firma ejet af LundKenner. Firmaet er under stiftelse og har derfor endnu ikke noget navn. Min vigtigste opgave det næste halve år bliver at varetage udviklingen og produktionen af Nyhedsavisen online.
For mit vedkommende er det noget nær et drømmejob og en drømmekunde, fordi jeg det næste halve år får lov til at realisere nogle af de tanker, som jeg rent akademisk har puslet med på denne blog. Folkene bag Nyhedsavisen har nemlig forstået, at journalistik ikke længere drejer sig om at forsvare et monopol baseret på et medie, men tværtimod at sætte information og produktionen af information fri, således at både læsere og journalister er med til at skabe indholdet i fremtidens medier.
Mit jobskifte kan ikke undgå at få en betydning for mine indlæg på denne blog. Der vil være ting, som jeg ikke kan skrive om Nyhedsavisen, fordi jeg som konsulent ikke kan udbrede mig om min kundes forhold. Og der vil være spørgsmål og debatter, hvor mine holdninger alt andet lige vil være farvet af, at jeg nu arbejder for et medie, der kigger ind i fremtiden og ikke skuer længselsfuldt efter fortiden (se det er allerede begyndt…!!! ;-)
Ikke desto mindre ser jeg frem til at denne blog udvikler sig fra at være en akademisk tænketank der anskuer tingene udefra, til at være en insider-blog, der giver et indefra-ud perspektiv på, hvordan fremtidens nyhedsmedie udvikler sig.

Længe leve de utilpassede

En ven og trofast læser sendte mig et tankevækkende citat af George Bernard Shaw. Det taler nærmest for sig selv:

The reasonable man adapts himself to the world; the unreasonable one persists in trying to adapt the world to himself. Therefore, all progress depends on the unreasonable man.