Grænser for brugerskabt journalistik

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en stor fortaler for, at amatører eller brugerskribenter kommer til orde i medierne. I princippet mener jeg ikke, at der er nogen grænser for, hvad man skal tillade i forhold til at involvere brugerne. De skal have lov til at skrive, debattere, kommentere, kritisere, hovere og patronisere lige så tosset de har lyst.
Til gengæld irriterer det mig grænseløst, når brugerne bliver taget til indtægt for noget, som de ikke kan tages til indtægt for.
I dagens læsning af Politiken faldt jeg over en artikel, hvor journalisten konkluderer, at langt over halvdelen af læserne af politiken.dk mener, at urmageren i Kompagnistræde var i sin gode ret til at skyde igen. Konklusionen er baseret på en optælling af stemmer eller indlæg fra politikens netdebat. Jeg har desværre ikke kunnet finde artiklen eller debatten på politiken.dk, så her er i stedet et screendump fra pdf versionen af artiklen:



Problemet er naturligvis, at de mennesker der kommenterer og debatterer avisens artikler på nettet på ingen måde er repræsentative for læserne af politiken.dk, læserne af papiravisen eller den danske befolkning som helhed. Dette er også et faktum, som fremhæves undervejs i artiklen, men desværre er det altså ikke et faktum, som spiller ind på artiklens underrubrik eller hele artiklens raison d'etre. Havde politikens netdebattører i stedet konkluderet, at urmageren var en egoistisk selvtægter, som skulle stilles til ansvar for sine handlinger, havde journalisten jo ikke haft en historie, som var blevet trykt i avisen.
Man bruger altså på denne måde et fuldstændig pseudostatistisk resultat til at skabe en historie, som måske slet ikke eksisterer. Journalisten indrømmer selv, at undersøgelsen måske ikke er repræsentativ - men vælger altså alligevel at skrive historien vel vidende, at resultaterne lige så godt kunne have været de stik modsatte.
Desværre er en løsagtig omgang med statistik ikke noget der er forbeholdt Politiken eller journalister i al almindelighed. Konsulentbranchen og reklamebranchen er også fyldt med eksempler på, at folk er lallende talliderlige, men fuldstændig ligeglade med, hvordan disse tal opstår. Sålænge man har tal, som man kan kaste om sig med, har man ret. Om tallene så viser det ene den ene dag og det andet den næste, det er for så vidt fløjtende ligegyldigt.
Modargumentet man ofte møder, når man kritiserer denne slags undersøgelser er, at én eller anden form for tal vel må være bedre end slet ingen tal.
Det er desværre ikke sandt.
Hvis man ikke har styr på sine statistiske metoder - altså spørgsmålet om hvorvidt respondenterne er repræsentative og spørgsmålet om hvorvidt respondenterne svarer på det, man spørger om - så er resultaterne fuldstændig ligegyldige, fordi de kan pege i en hvilken som helst retning. Det er ikke sådan, at en lille smule respekt for statistisk metode giver en lille sandhed og stor respekt for statistisk metode giver en stor sandhed. Der er ikke tale om et kontinuum, hvor der er mere eller mindre sandhed. Der er tale om en enten eller situation, hvor man enten gør tingene rigtigt og har en stor sandsynlighed for at have fat i sandheden eller man gør tingene forkert og har absolut ingen sandsynlighed for at have fat i sandheden.
Grunden til dette sure opstød er naturligvis, at antallet af pseudostatistiske undersøgelser nærmest er eksploderet på internettet, fordi det er blevet ufattelig nemt og billigt at gennemføre undersøgelser, afstemninger og debatter. I gamle dage var det dyrt at gennemføre undersøgelser og derfor var det forbeholdt folk, der havde forstand på at tolke resultaterne. I dag kan enhver person gennemføre en undersøgelse og drage sine egne konklusioner.
Det skal folk naturligvis også have lov og ret til, men hvis journalister og såkaldte eksperter skal bevare nogen form for autoritet, blive de nødt til at beherske en bare grundlæggende forståelse for statistikkens muligheder og begrænsninger.