Datos død
Dette indlæg har også været publiceret på Kommunikationsforum.dk
I sidste uge blev det meldt ud, at gratisavisen Dato drejede nøglen om. Nyheden blev mødt af en lang række af spekulationer om, hvornår det blev Nyhedsavisens og 24 Timers tur. Den første gratisavis var død – så nu kunne vi sådan set bare vente på, at den sikre og uundgåelige død ville indtræffe på Margretheholmen og på Rådhusplasen. I skyndingen med at lægge gratisavis-konceptet i graven overså de fleste dog, at Nyhedsavisens ejere Dagsbrun Media Fund lancerede en ny gratisavis i Boston, USA. Boston Now, som avisen hedder, er ikke hustandsomdelt, men til gengæld er den nyskabende på en lang række andre områder i forhold til at binde lokalsamfundet sammen med avisen ved hjælp af internettet.
Dato døde men en ny avis opstod på den anden side af atlanten. Var bægeret halvt fuldt eller halvt tomt?
Latterlige gratisaviser
Var bægeret halvt fuldt eller halvt tomt?
Branchen sprudler af liv
Kigger man på den danske mediebranche her i dagene efter Datos død, er det en branche, der er mere levende end nogensinde. Selvfølgelig er det ikke behageligt, når en hel avis lukker, en aviskoncern fyrer 350 medarbejdere og en public service kanal skal fyre et lag af mellemledere, men alle disse mennesker, der snart står uden job kan glæde sig over, at de kommer ud i en branche der sprudler af liv, nye forretningskoncepter og dynamiske idéer – ikke mindst takket være gratisaviserne, som har været med til at sparke liv i en torneroseslumrende branche.
Blodet sprøjter
Datos død bør ikke begrædes af andre end Berlingske Tidendes ejere. Datos død er et ganske naturligt led i kapitalismens evolutionære udvælgelsesproces, hvor aktører kæmper og går under i forsøget på at finde frem til profitable forretningsmodeller. Den danske medieverden har i mange år skærmet sig selv fra seriøs livstruende konkurrence, og den naturlige følge har været stagnation og faldende læser/lytter/seer loyalitet. I dag ser vi en branche, hvor islændinge, mediemoguler og almindelige mennesker i en skønsom blanding alle kæmper en blodig kamp om at finde frem til lige præcis den rigtige medie-forretningsmodel, der kan imødekomme vores alles behov for nyheder, underholdning og debat. Jo mere blodet sprøjter, jo større er chancen også for, at de nye forretningsmodeller i sidste ende kommer læseren, seeren, lytteren eller surferen til gode. Datos død er ikke enden på gratisaviserne, tværtimod er det beviset på, at mediebranchens økosystem lever i bedste velgående. Bægeret er måske ikke fyldt endnu, men det er i hvert fald langt fra halvt tomt.


0 Comments:
Post a Comment
Links to this post:
Create a Link
<< Home