Nu starter valgkampen på nettet

Pyha – valget er overstået. Nu kan vi da endelig slippe for al den snak om internettet – det nye revolutionerende medie, som radikalt har ændret politisk kommunikation og forholdet mellem politikere og vælgere. Valgkampen viste jo med al ønskelig tydelighed, at internettet havde absolut minimal betydning for, hvor vælgerne endte med at sætte deres kryds!

Nu kan vi altså med ro i sindet lægge alt det her internethysteri på hylden, pakke de ambitiøse internetstrategier sammen og vente på hysteriet omkring det næste valg. Vi kan ånde lettet op ligesom dengang dot.com boblen brast og internettet viste sig som en døgnflue og ligesom dengang web 2.0 viste sig, at være en overhypet modedille, som allerede var afløst af web 3.0.

Eller kan vi?

Når man kigger tilbage på folketingsvalget 2007, så er der nok ingen tvivl om, at internettet ikke havde den store betydning for, hvor vælgerne satte deres kryds. Ikke direkte i hvert fald. Fordi nettet viste sig alligevel at være en af de store kilder til nyheder om valgkampen, og der var nok ikke mange vælgere, der ikke besøgte et partis hjemmeside, og jeg kender i hvert fald personligt ikke mange venner, der ikke lige besøgte én af de her ”hvem skal jeg stemme på” tests.

Men en af de væsentligste årsager til, at nettet havde så lille betydning i denne valgkamp, var nok primært, at de politiske partier slet ikke udnyttede det som nettet er godt til. De fleste partier – med én markant undtagelse – opfatter stadig nettet som et medie, hvor man kommunikerer ligesom i fjernsynets og radioens tidsalder. Man stopper budskaber ind i hovedet på vælgerne uden på nogen måde, at ville indgå i en samtale med vælgerne. Det er muligt, at man bruger såkaldte web 2.0 teknologier som Youtube, Myspace og Facebook, men kommunikationsstilen er den samme: Vi taler til jer – men vi er ikke synderligt interesserede i at lytte.

Undtagelsen fra denne retrokommunikatoriske stil var de radikale, som en lille måned før valgets udskrivelse lancerede det sociale netværk Radikale.net. Websiden, som på mange måder er den politiske pendant til Kommunikationforum.dk, var et interessant forsøg på at kommunikere på en ny måde mellem vælgere og politikere. På denne webside var det ikke politikerne, der talte til vælgerne, men vælgere, politikere og medlemmer af Det Radikale Venstre, som talte med hinanden. Som valgresultatet viste, havde portalen dog ikke den store indflydelse på krydsernes placering på stemmesedlen, men det hænger ikke sammen med, at Radikale.net er en dårlig idé – det er bare en god idé lanceret på et helt forkert tidspunkt.

Danske valgkampe er kendetegnet ved at være absurd korte sammenlignet med lande som f.eks. USA, hvor valgkampen varer op til to år, og hvor alle aktører kender den præcise valgdato mange år i forvejen.

Kommunikation på internettet handler ofte om at opbygge relationer og troværdighedsforhold mellem afsendere og modtagere af kommunikation. I præsidentielle valgkampe, som den amerikanske giver det derfor mening at anvende internettet til at opbygge tætte relationer mellem kandidater og kandidatens potentielle vælgere. Howard Dean kampagnen i 2003 viste tydeligt, hvordan dette skulle gøres, og kandidaterne i den nuværende primærvalgkamp er alle Howard Deans epigoner i kampen om at opbygge relationer til vælgerne.

De danske valgkampe er simpelthen for korte til denne form for relationsopbygning. Man kan ikke opbygge troværdige relationer på tre uger. Selvfølgelig bør de politiske partier være klar med brugervenlige og professionelle hjemmesider, der klart kommunikerer partiets budskaber, når valgets udskrives, men det giver simpelthen ikke mening at skabe tætte relationer til vælgerne tre uger før valget. Det virker lige så desperat som den standervisne stodder, der på Jazz House forsøger at score de sidste tilbageværende piger kl. 4.30 om morgenen.

Det er derfor at valgkampen først lige er startet på nettet! Det er nu, hvor valgkampen er overstået og der er god tid til den næste, at partierne skal begynde at udnytte nettet til det, som nettet i virkeligheden er godt til, nemlig at bygge relationer.

Nogen vil måske indvende, at denne form for relationsbygning slet ikke egner sig til den ekstremt passive politiske kultur, som hersker i Danmark, hvor de færreste mennesker engagerer sig mere i politik end pligtskyldigt at møde op på den lokale skole hver tredje/fjerde år og sætte et kryds på et stykke papir. Aktive vælgere, der støtter de politiske partier med penge, arbejdskraft og brændende diskussionsiver hører til på den anden side af dammen og er ikke noget, man kan forestille sig i lille Danmark, hvor højdemålet af politisk engagment drejer sig om en næstformandspost i badmintonklubben.

Måske er det rigtigt! Men internettet – og særligt de mest succesfulde web 2.0 services – har vist, at der eksisterer et enormt engagment og en stærk skabelseskraft ude i de yderste forgreninger af internettets kapillærer. Gad vide om dette engagment og denne skabelseskraft ikke kunne kanaliseres ud i politisk engagement i form af folk, der aktivt debatterer, interagerer og argumenterer for de politiske partier?

Det er svært at sige om det vil virke i Danmark, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at det kræver en ny type politisk parti. En type politisk parti, som forstår at ikke bare politisk kommunikation har ændret sig, men at den måde man fører politik på er nødt til at ændre sig, hvis man stadig ønsker at være i kontakt med de vælgere, som er godt i gang med at fyre deres engagement af ved at uploade vidoer på Youtube, lægge billeder på Flickr, skrive blogindlæg på deres egne blogs, skrive artikler på wikipedia og støtte godgørende sager på Facebook.