Bat out of web 2.0

Jeg tror personligt på, at vi endnu kun har set toppen af isbjerget af den revolution, som kommer til at ramme musikbranchen. iTunes og andre digitale musikbutikker på nettet er i virkeligheden kun sørgelige forsøg på, at videreføre en forældet forretningsmodel, som ikke svarer overens med vores distribuerede digitale virkelighed. Den virkelige kreativitet og nytænkning kommer fra alle de små bands, som ikke ser internettet som en trussel, men som den eneste vej til at distribuere deres musik og kreativitet.

Tag for eksempel et kig på websiden for det New Zealandske/Australske band Batrider.

Batrider har forstået, at man i web 2.0 tidsalderen ikke behøver at bruge månedsvis på smarte webdesignere med smalle firkantede briller og nittebælter. I stedet for en fancy webside med lækker grafik og navigation, som ingen alligevel forstår, har bandet simpelthen lavet en side, der linker ud til de web 2.0 funktioner, som de allerede anvender.

Her er Flickr til at vise bandets billeder, Myspace til at spille musikken og kommunikere med fans om musik og koncertplaner, Youtube til at vise videoer og endelig Gigposters til at sælge plakter.

Behøver man mere som band? Det tror jeg egentlig ikke man gør...

Jeg synes i hvert fald, at det er cool. Og musikken er heller ikke så ringe endda ;-)

Next Web part 8: The starfish and the spider

Hvad er forskellen på en søstjerne og en edderkop? Ud over, at den ene lever i vandet og den anden ikke gør, er der den væsentlige forskel, at søstjernens organisme er en decentralt styret organisme, hvor der ikke er noget hoved, der styrer resten af organismen. Skærer man et ben af en søstjerne vokser benet ud igen og skærer man alle benene af en søstjerne vokser der fem nye søstjerne ud af de enkelte ben.

Sidste taler på Next Web konferencen var Rod Beckström, som har skrevet bogen ”The Starfish and the Spider”, som handler om hvordan ”hovedløse” organisationer typisk er langt stærkere og mere overlevelsesdygtige end top-styrede organisationer.

Beckströms eksempel var den amerikanske indianerstamme Apacherne, som igennem mange år succesrigt kæmpede mod den hvide mands ekspansion med Geronimo som den mest karismatiske leder blandt apacherne. Geronimos modstanderes største fejl var, at de troede, at Apachernes modstand ville falde fra hinanden, når de først fik fanget eller dræbt Geronimo. Da det endelig lykkedes at fange Geronimo kæmpede Apacherne dog videre lige så intensivt som tidligere, og dette skyldtes præcis at Apacherne var en decentraliseret organisation, hvor Geronimo udelukkende var en karismatisk skikkelse, der kunne samle folk bag sig indtil en anden skikkelse kunne overtage denne position.

Beckström overførte så billedet med den decentrale versus den centrale organisation til musikindustrien, som den har udviklet sig de seneste 120 år. I 1890 var musikindustrien decentraliseret. Hvis man skulle høre et stykke musik var man nødt til at opsøge den pågældende musiker og høre stykket fra musikeren selv.

Omkring 1945 fik vi uafhængige pladeselskaber og fra 1990 til 2000 var disse pladeselskaber stærkt centraliserede i de såkaldte ”big five”.

I 2001 fik vi så Napster, som var søstjernen, der kæmpede mod de fem stores edderkoppestruktur. Napster overlevede ikke, men som en anden søstjerne voksede der myriader af nye Napster-kloner ud af Napsters afsjælede krop – og disse nye kloner som Kazaa, Bittorrent og Piratebay var langt mere overlevelsesdygtige end deres forgænger.

Den centraliserede musikindustri står altså over for en hovedløs men mægtig modstander, der ifølge Beckström nødvendigvis vil skære hovedet af de fem store og skabe et helt nyt decentralt paradigme i musikbranchen.

Next Web part 7: Identity 2.0

Syvende hovedtaler på Next Web konferencen Dick Hardt er slet ikke værd at referere. Ikke fordi hans indlæg var uinteressant – nej tværtimod fordi hans indlæg var en så blændende oratorisk og visuel præstation, at det giver meget bedre mening at vise videoen af hans præsentation (kort fortalt handler den om betydningen af at få skabt et mere solidt og brugerstyret fundament for identifikation på nettet i dag. Lidt nørdet, men super relevant for alle os der har et A4 ark på 10 sider liggende med passwords til de hundredevis af sites, som man har tilmeldt sig…)

Next Web part 6: Digg everything

Kevin Rose skaber af Digg var næste mand – ikke på scenen, men på skærmen direkte fra hans bopæl på vestkysten i USA.

Diggs indlæg var relativt kort og fragmentarisk, men han nåede dog alligevel at få sagt to interessante ting:

1. Digg arbejder for tiden på et nyt projekt, som bliver launchet inden for de næste 6 til 12 måneder. Projektet drejer sig om, at muligheden for at ”Digg’e” indhold skal udvides til at omfatte ikke bare indhold, men også produkter, steder, billeder, videoer osv. osv. Det bliver interessant at se, hvordan denne idé kommer til at fungere, men umiddelbart er det en interessant tanke, at alle produkter i fremtiden vil have en ”Digg” knap, hvor brugeren kan fortælle om han/hun kan lide produktet eller ej. Mulighederne er enorme i en sådan idé – hvis det altså er der, at Digg er på vej hen.

2. Digg er blevet ramt af information overflow, fordi sitet i dag oversvømmes af ca. 6-7000 artikler om dagen, hvilket gør det umuligt for brugerne at læse alle de artikler der bliver Digg’et. Løsningen er – lidt i tråd med Tapan Bhats indlæg at Digg begynder at arbejde med personalisering, som analyserer brugernes præferencer og serverer udvalgt indhold herefter.

Next Web part 5: The widgetized web

Tariq Krim som står bag Netvibes er nok én af de hotteste entreprenører på den Europæiske internetscene i dag. Måske næst efter Kazaa/Skype/Joost drengene…

Jeg er selv en dedikeret bruger af Netvibes og har derfor fuld forståelse for hypen omkring Tariq. Netvibes er én af de her klassiske webløsninger, hvor alting bare går op i en højere enhed: Relevans, design, brugervenlighed mødes i en harmonisk cocktail uden overflødige reklamer eller kommercielle hensyn, der forstyrrer brugeroplevelsen.

Tariq talte ikke overraskende om, at internettet er på vej til at blive ”widgetized”, hvilket på godt dansk betyder, at den gode gamle webside er ved at uddø til fordel for et internet, hvor indhold flyder frit rundt i cyberspace for igen at blive samlet på sider som Netvibes, hvor brugerne helt selv kan sammensætte eller få sammensat indhold, som svarer til deres præferencer.

Det lyder umiddelbart banalt og ikke specielt revolutionerende, men i virkeligheden er der tale om et radikalt paradigmeskift. Man skal forestille sig, at vi går fra en verden, hvor indhold og services har været knyttet til organisationer, brands eller individer til en verden hvor indhold flyder frit for igen at blive samlet i nye former, som så igen kan blive splittet op og distribueret for igen at blive samlet i andre konstellationer.

Som skaber af indhold er man nødt til at se verden på en hel ny måde. Er man f.eks. Danmarks Radio er det fuldstændig forrykt at nøjes med at præsentere sine nyhedsudsendelser på fjernsyn, radio og dr.dk, når man i virkeligheden burde defragmentere sit indhold og lade det være tilgængeligt via nettets tusindvis af forskellige kanaler. Fremtidens internetbrugere ser ikke Danmarks radio på dr.dk – de ser Danmarks Radio som en lille widget på Netvibes eller en tilsvarende service!

Next Web part 4: Is the Next Web web at all?

Yahoo var repræsenteret til Next Web konferencen med Tapan Bhat, som endnu engang gjorde opmærksom på, at den virkelige web 2.0 revolution ikke handlede om teknologi eller platforme men om mennesker.

Fremtidens vindere på det næste internet var ifølge Bhat dem der (ligesom Yahoo) forstår, at sætte brugeren i centrum og lade teknologien, platformene og indholdet skabe en samlet oplevelse for brugeren. Det store dyr i Bhats og Yahoos åbenbaring er derfor ikke overraskende personalisering – og vel og mærke det han kaldte pre-demand personalisering, altså personalisering, der forstår brugerens behov før brugeren selv har formuleret disse behov.

Hvis man skal skabe fremtidens indholdsportaler er man altså nødt til at gå skridtet videre end bare at give folk en RSS læser, hvor de selv kan aggregere indhold – man er nødt til at forudsige folks behov og give dem det de har brug for, allerede før de selv ved det.

Flere af de folk, som jeg snakkede med til konferencen var dog skeptiske over for Bhats indlæg. For det første er pre-demand personalisering jo ikke noget specielt nyt. Det kender man allerede fra Amazons anbefalinger. For det andet er opgaven med, at skabe pre-demand personalisering langt mere kompliceret, hvis man bevæger sig ud over simple produktanbefalinger. Folks smag ændrer sig med tiden og vi påvirkes konstant af udefrakommende faktorer som ingen anbefalingsmekanismer kan regne ud på grundlag af en matematisk algoritme. Derfor bliver pre-demand personalisering ofte kunstig og maskinel sammenlignet med den customisering, som brugere kan skabe ved at sammensætte deres egne sider som man f.eks. gør det hos Netvibes… (se næste indlæg).

The Next Web part 3: Be real!

Deborah Schultz var tredje taler på Next Web konferencen. Hendes indlæg handlede ikke så meget om teknik som de organisatoriske konsekvenser af web 2.0 eller det faktum at verden er på vej til at blive komplet flad, som Schultz udtrykte det.

Problemet er, at de fleste organisationer i dag er ”silo-organisationer”, som ikke formår at komme uden for siloen og kommunikere med kunderne og partnerne. Den moderne web 2.0 organisation og medarbejder bliver nødt til at kunne ”væve” – altså flette sig ud af sin egen organisation og sammen med andre organisationer og individer. At væve betyder, at man skal

- lytte

- skabe kontakter

- katalysere

- være diplomatisk

- kunne jonglere

- være tilnærmelig

- være intuitiv

- være udspørgende

- være drevet af relationer

Som eksempel på, at selv mange opstartsvirksomheder ikke forstår disse simple leveregler, nævnte Schultz det paradoksale i, at en helt lille nystartet webvirksomhed typisk starter sin webside med at publicere en FAQ – altså en funktionalitet, hvor man dræber samtalen med sine brugere ved at henvise til en generisk opsamling på tidligere samtaler. For at være en rigtig ”væver” er man nødt til at tale med sine kunder og kaste sig ud i virkelige relationer, på trods af, at disse relationer kan være både rodede og tidskrævende.

The Next Web part 2: Why I still invest?

Jeff Clavier var næste taler til Next Web konferencen. Clavier er fransk af baggrund, men tilbringer det meste af sin tid i Silicon Valley, hvor han investerer i teknologivirksomheder.

Clavier sammenlignede tiden i 2004 med situationen i dag i 2007 og stillede spørgsmålet. ”why do I still invest?”. I 2004 var det nemt og billigt at hyre folk til teknologivirksomheder og der var masser af åbne investeringsmuligheder. I 2007 ser situationen noget anderledes ud. Det er blevet dyrt at hyre folk, der er langt færre ”white spaces” – altså områder uden konkurrenter, og endelig beklagede Clavier sig over, at USA stadig i 2007 var et u-land i forhold til at skaffe folk bredbåndsforbindelse til internettet.

Så hvorfor investerer Clavier stadig?

For det første fordi der ifølge ham stadig er masser af offline ineffektivitet – altså processer og forretningsmetoder, som kan bliver langt mere effektive på nettet end i den fysiske verden.

For det andet fordi der lige for tiden er kæmpe muligheder i online reklame, som er et område, hvor udviklingen først lige er begyndt.

Og endelig fordi tendensen i retning af ”deportalization” stadig er helt uafsluttet. Med deportalization mener Clavier det fænomen, at indhold og services flyttes væk fra den centraliserede portal og ud i et decentraliseret univers af RSS feeds, embedded video osv. osv.

Så der er altså stadig masser af muligheder i at investere i internetvirksomheder, men ligesom Saul Klein beklagede også Clavier sig over, at Europa halsede bagefter amerikanerne. Ekkoende Saul Klein var Claviers gode råde til europæerne, at vi skulle:

1. Glemme de lokale markeder – tænk globalt og skalérbart fra starten.
2. Tænke nyt i stedet for altid bare at lave locale sprogversioner af kendte forretningsmodeller.
3. Gennemføre et kulturskift i retning af at fejre succes, acceptere fejl og promovere risiko.
4. Netværke, dele og støtte…

The Next Web part 1: Let’s build Europe’s first 10 billion $ web business!

Første taler på The Next Web konferencen i Amsterdam var venturekapitalisten Saul Klein, der åbnede ballet med en peptalk til den europæiske webbranche. Der var egentlig ikke så meget overraskende i Kleins indlæg, som i bund og grund var et spark i røven til en branche, som på trods af gode forudsætninger aldrig rigtig når Silicon Valley til sokkeholderne.

Bevares, der er gode eksempler i Europa ifølge Klein, som blandt andet fremhævede ting som Skype, Tradedoubler, last.fm og lastminute.com, som alle har været succesfulde opstarter i Europa – uden dog at komme op på niveau med tilsvarende amerikanske succeshistorier. Klein fremhævede også eksempler på europæiske shooting stars som Joost, Habbo, Netlog, Netvibes og Figleaves.com. Men gennemgående i Kleins præsentation var spørgsmået ”What are we missing in Europe?”

Svaret Klein gav, har man vel hørt mange gange før: I Europa er vi bare bange for at tænke stort og tage risici. Vi er bange for at fejle og hvis vi endelig fejler, kommer vi ikke tilbage på scenen med tasken fuld af gode erfaringer fra vores tidligere fejl.

”Think big & take risks” var Kleins gode råd til forsamlingen af internetentreprenører i Amsterdam denne morgen.