"Er du ikke på Facebook eksisterer du en lille smule mindre..."

Denne og andre påstande om Facebook og sociale netværk vil du kunne høre undertegnede udbrede sig om i DR programmet Spam.

Se Spam fra tirsdag den 19. februar her

Kærlighedsgeder

Valentines dag er naturligvis noget kommercielt pladder opfundet af blomsterhandlere og chokoladefabrikanter. Men derfor kan man jo godt alligevel benytte lejligheden til at sprede lidt kærlighed til de nære og geder til de fjerne.

Det koster kun 25 kroner, og så er det naturligvis på Facebook:

http://apps.facebook.com/givenged/

Facebook er fyldt med lort

Jeg oplever dagligt at møde nye og gamle bekendte på Facebook. Jeg opdager skjulte forbindelser, jeg ikke havde opdaget tidligere. Jeg knytter nye forretningsforbindelser. Jeg bliver inviteret til sjove fester og events, og jeg kan invitere mine venner til mine egne begivenheder. Jeg kan følge med i mine venners (og knapt så venners) opture, nedture og svedeture, og jeg kan fortælle en smule om mig selv til mine omgivelser og dele mine tanker og oplevelser – ganske som på denne blog i øvrigt.

Ud over visse juridiske spidsfindigheder omkring rettigheder til billeder og indhold, er Facebook en daglig kilde til positive overraskelser og fornøjelser. Og for de fleste mennesker i min omgangskreds (både den virtuelle og fysiske) er det mit indtryk, at glæden for Facebook er ganske på samme højde.

Så hvorfor hader folk alligevel Facebook?

Claus Sølvsteen melder sig ud af Facebook med et stort opråb i Computerworld, og når jeg skriver om Facebooks merkantile muligheder bliver jeg overfaldet af folk, der påpeger Facebooks utallige fortrædeligheder.

Hvorfor er Facebook elsket af dem, der bruger Facebook, mens det nye sociale netværk er forhadt af størstedelen af dem, der skriver om Facebook?

Umiddelbart er det interessant, at kritikken af Facebook er nærmest identisk med to tidligere hadebølger – nemlig hadebølgen mod det tidlige internet i midten af halvfemserne og den senere hadebølge mod web 2.0 buzzet for ca. et år siden.

I midten og slutningen af halvfemserne diskuterede folk i ramme alvor hvorvidt internettet var et seriøst og brugbart medie, ”fordi der var jo så meget ubrugeligt indhold på internettet”. Nogle år senere – blandt andet hjulpet af søgemaskinernes stigende effektivitet – begyndte denne kritik at forstumme. Folk forstod, at internettet altid ville være fuldt af lort, men at det var sagen fuldstændig uvedkommende, fordi det handlede jo bare om at finde diamanterne på møddingen.

For cirka et år siden var turen så kommet til web 2.0. Dette overhypede buzz begreb blev kritiseret for mange ting, men den mest gentagede kritik var nok, at alle de nye web 2.0 services oversvømmede internettet med ubrugeligt brugerskabt sludder og vrøvl.

Og det var da også ganske rigtigt – web 2.0 skabte vitterligt ufatteligt store mængde af brugerskabt lort, som i den gamle web 1.0 verden aldrig burde have set dagens lys. Men igen var pointen omkring web 2.0 fuldstændig misforstået, fordi web 2.0 handler ikke udelukkende om at åbne sluserne for brugenereret gylle, det handler også om, at skabe nye måde at manøvrere i gylletanken. Tagging, ranking, kollaborativ søgning og redaktionel udvælgelse er bare nogle af de mekanismer, som er opstået i kølvandet på web 2.0 bølgen af brugerskabt indhold. Og i stigende grad ser vi hvordan ganske almindelige mennesker kan anvende disse redskaber til at finde diamanterne i web 2.0 møddingen.

Når man har fuldt med i debatten omkring internettet i mere end 10 år, giver det derfor næsten dejavue-agtige spasmer, når man hører, at Facebook bliver kritiseret for at være overfyldt med overflødige applikationer, tåbelige grupper, påtrængende events, og ligegyldige updates fra venner, som for de flestes tilfælde ikke er rigtige venner, men snarere ”venner”.

Ja – Facebook er fyldt med meget lort. Det vælter ind i dine notifications med opfordringer til at installere ligegyldige, fjollede og decideret pinlige applikationer. Der er nu 15.399 applikationer på Facebook, og det er bestemt langt under én procent af applikationerne, der er tilnærmelsesvist interessante at stifte bekendtskab med.

Og ja. Du kan – hvis du vil – bruge timer af din dag – sikkert flere timer end døgnet stiller til rådighed – på at følge med i dine ”venners” liv og levned. Du kan drukne dig selv i en uendelig strøm af updates fra dine ”venner”. Og du kan – hvis du har lyst – surfe Facebook i trevler på jagt efter skjulte sammenhænge eller det næste tilfældige møde med den person du aldrig vidste, at du måske kendte.

Jeg er ked af at måtte afsløre denne sandhed for tredje gang på 10 år. Facebook er ligesom internettet og web 2.0 forfærdelig fyldt med lort!

Problemet er lige nu, at de fleste brugere af Facebook ikke rigtig har forstået, hvordan man navigerer i møddingen. Brugerne accepterer og spreder ligegyldige applikationer og takker ja til venskaber, som måske ikke rigtig er venskaber. Euforien over, at genopdage gamle venner og knytte nye forbindelser overskygger for de flestes vedkommende stadig fornemmelsen af at svømme i en mødding, men i stigende grad begynder man at observere hvordan folk får Facebook forstoppelse. Det interessante er dog, at de fleste Facebook brugere ikke reagerer ved at melde sig ud af Facebook med bål og brand. Nej – ganske ligesom man kunne se det med internettet og web 2.0 begynder man at kunne se, hvordan brugerne finder personlige teknikker og strategier til at manøvrere i kaos. Nogle vælger at sige nej til flere applikationer, andre bliver mere selektive i deres vennevalg og andre justerer deres personlige sikkerhedsindstillinger. Ganske ligesom folk fandt metoder til at manøvrere internettets mødding og junglen af brugerskabt indhold, vil vi også fremover kunne se, hvordan folk finder metoder til at manøvrere på Facebook. Og gad vide om der ikke snart er nogen der opfinder en applikation, der gør det nemmere at finde relevante applikationer og sige nej til ligegyldige applikationer?

Det skal naturligvis stå folk frit for at melde sig ud af Facebook. Personligt ville jeg dog være lige så ked af at melde mig ud af Facebook, som hvis nogen slukkede for min internetforbindelse eller trak stikket ud på min feed-reader.