Kronik i Politiken om aldersgrænse for sociale medier
På denne dag for et år siden vedtog det danske folketing en lov, som hævede aldersgrænsen for brug af sociale medier uden forældres samtykke fra 13 til 15 år. Loven var en direkte følge af de anbefalinger, vi i regeringens ekspertudvalg for tech-giganter var kommet med cirka et halvt år forinden. Det var ekspertgruppens vurdering, at hovedparten af de sociale medier på ingen måde er designet til børn. De indsamler enorme mængder af data, de bruger manipulerende fastholdelsesteknikker, og de udsætter børn for indhold, som i værste fald kan medføre depressioner, angst og selvskade. Vi anbefalede derfor at gøre langt de fleste sociale medier utilgængelige for børn, medmindre de fik deres forældres samtykke. Og politikerne lyttede og stemte loven igennem den 14. december 2023.

Der er nu gået et år siden lovens vedtagelse, og i mellemtiden er der sket... absolut ingenting!
I Danmark er det stadig normen, at børn i 9-10 årsalderen er flittige brugere af både smartphones og sociale medier som Snapchat, TikTok og Instagram. Og ude i skolerne og blandt forældrene til de børn, det hele handler om, er der stort set ingen, der har hørt om den nye lovgivning.
Ud over at være medlem af regeringens ekspertudvalg er jeg også far til to børn på 10 og 8 år, hvilket betyder, at jeg løbende har diskussioner med andre forældre, undervisere samt mine egne børn om brugen af sociale medier, og min personlige oplevelse er, at der hersker total forvirring på området for tiden.
Tech-giganterne har valgt – ganske arrogant – at affeje de danske politikeres klare udmelding om en aldersgrænse på 15 år ved at sige, at de skam ikke behøver et samtykke fra forældrene, fordi de da har indgået en kontrakt med børnene. Og hvis man har indgået en kontrakt, behøver man ikke et samtykke. Det har Børns Vilkår klaget over til Datatilsynet, som har sendt aben videre til Justitsministeriet, som lige nu grubler over, om børn kan indgå kontrakter med store amerikanske tech-virksomheder. Tech-giganterne holder altså fast i, at aldersgrænsen er 13 år, regeringen (og vi i ekspertgruppen) siger, at grænsen er 15 år, teknologidebattøren Imran Rashid har i skrivende stund 55.000 støtter til et borgerforslag, der foreslår at hæve grænsen til 18 år, og børnene er naturligvis fløjtende ligeglade og kaster sig glade over de sociale medier, før de fylder 10.
Som Lars von Trier ville sige: Chaos reigns!
Det er ellers ikke fordi, emnet mangler opmærksomhed. Denne avis’ spalter har været fulde af historier om børns brug af sociale medier. Den store historie på området har været, at Australien nu har besluttet at lave et totalt forbud for brug af sociale medier for børn under 16 år. I Australien kommer man til at skulle anvende et digitalt ID med aldersverifikation for at kunne anvende sociale medier. Det er altså ikke bare en venlig henstilling til tech-giganterne. Det er et regeringssanktioneret fuldt stop for brugen af sociale medier for børn.
Endelig er der spontane forældreinitiativer som for eksempel Smartphonefri Barndom, hvor forældre i en skoleklasse kan gå sammen om at holde smartphones ude af skoleklassen helt op til ottende klasse.
Det skorter ikke på initiativer, rapporter, aktører og holdninger, når det drejer sig om vores børns brug af smartphones og sociale medier. Men på trods af den overvældende opmærksomhed på emnet, er det stadig min personlige oplevelse, at forældre, skoleledelser og lærere er grundforvirrede og famler i blinde, når de skal tage stilling til helt grundlæggende spørgsmål som: ”Hvornår skal mit barn have en smartphone?”, ”Hvornår er det ok at bruge Snapchat eller Tik Tok?”, ”Hvordan undgår vi, at børn bliver ekskluderede og føler sig udenfor i den digitale verden?”, ”Hvordan får man de distraherende smartphones ud af skolerne uden at gøre børnene til digitale analfabeter?” Og så videre og så videre.
Meget af tvivlen handler om, at vi grundlæggende ikke er enige om, hvorfor der skal gøres noget, hvad der bør gøres, og hvem der bør gøre det. Så lad os starte med at kigge på spørgsmålet om hvorfor der skal gøres noget.
Når man kigger på statistikker over børns brug af smartphones og sociale medier og holder det op imod antallet af psykiske diagnoser blandt børn, er der et interessant sammenfald. I takt med at børn begyndte at bruge smartphones og sociale medier, har de også fået det psykisk dårligere – i hvert fald, hvis man kigger på antallet af diagnoser. Der tales vidt og bredt om en mistrivselskrise blandt børn og unge, og mange meningsdannere – heriblandt landets statsminister – har givet smartphones og sociale medier helt eller delvist skylden for denne mistrivselskrise. Eksperterne har dog i mange år været mere tilbageholdende med denne konklusion. Bare fordi børn begyndte at mistrives samtidig med, at de begyndte at bruge sociale medier, er det jo ikke ensbetydende med, at de sociale medier er årsagen til mistrivslen.
Den amerikanske forsker Jonathan Haidt har forsøgt at gøre op med denne tvivl ved på den ene side at anvende mere avancerede statistiske modeller og på den anden side ved at opstille kliniske forsøg, hvor man undersøger de psykiske effekter af at tage smartphones og sociale medier væk fra børn og unge. Jonathan Haidt er blevet berømt med bogen ”Den ængstelige generation”, hvor han ikke er i tvivl: Der er en klokkeklar sammenhæng mellem smartphones/sociale medier og børns mistrivsel.
Jonathan Haidt er dog blevet kritiseret fra mange sider og senest af Svend Brinkmann, der den 26. november skrev et indlæg i Altinget, der stillede spørgsmål ved, om mistrivselskrisen overhovedet er så ny, som Jonathan Haidt påstår. Brinkmann havde blandt andet fundet et citat fra Berlingske, der skrev at: ”Halvdelen af landets børn plages - i større eller mindre grad - af stress. Samtidig tyder alle oplysninger på, at et stærkt stigende antal unge får egentlige psykiske lidelser”. Det interessante ved citatet var bare, at det ikke stammede fra 2024, men fra midten af halvfemserne. Pointen er naturligvis, at mistrivsel blandt unge har eksisteret i over 30 år, og derfor kan det jo ikke have noget at gøre med den digitale verdens indtog. Brinkmanns forklaring på mistrivslen handler om mere generelle strukturelle skift så som stigning i børnefattigdom og nedskæringer på skoler og socialområdet.
Man skal naturligvis heller ikke glemme, at både smartphones og sociale medier kan være en positiv faktor i børns liv. For det første kan sociale medier være en uudtømmelig kilde til nyttig og oplysende viden om alt fra pingviner på Arktis til, hvordan man tegner en juleengel. For det andet fungerer sociale medier som TikTok i stigende grad som nyhedskilder, hvor børn og unge ikke alene følger med i verdens gang, men også deltager i mere eller mindre vigtige samfundsdebatter. For det tredje kan sociale medier være et sted, hvor marginaliserede unge kan finde ligesindede og finde sociale fællesskaber, som ikke er tilgængelige i den analoge verden. For det fjerde kan deltagelse på digitale platforme og brug af smartphones og computere være en nødvendig træning for børn og unge, som jo på et tidspunkt kommer ud i en verden, der er fyldt med skærme, kunstig intelligens, e-mails og Slack.
Igen er der altså grund til forvirring. Der er eksperter og politikere, der kategorisk hævder, at skærme og sociale medier er den direkte årsag til børn og unges mistrivsel, men der er også eksperter, der argumenterer for, at der ikke er nogen sammenhæng, og at man smider babyen ud med badevandet, hvis man tager skærme og sociale medier fra børnene.
Men måske er mistrivselsargumentet lidt af en blindgyde. Måske skulle vi voksne bare kigge op fra vores egne skærme, som er fyldt med debatterende eksperter, og rette blikket mod vores egne børn og kigge på, hvad skærmene gør ved børnene, vores familier og de sociale fællesskaber i skoler, klubber og foreninger.
Som nævnt har jeg en dreng på 10 år, som lige er startet i fjerde klasse. Det er en lidt speciel klasse, fordi de faktisk ikke er særligt digitale. Et flertal af børnene har ikke smartphones og kun et fåtal er på sociale medier. For nylig skulle jeg hente min dreng og ventede uden for hans klasselokale. I lokalet bimlede 15-20 unger rundt i kaotisk leg, hvor de grinede, snakkede og legede med hinanden. I lokalet lige ved siden af sad der 15-20 børn i en to år ældre klasse. Alle med bøjede nakker, tavse, stirrende zombie-agtigt ned i deres telefoner. Jeg er sådan set ret ligeglad med, hvad Jonathan Haidt eller Svend Brinkmann mener. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, hvilke børn, der havde det bedst, og hvilken fremtid jeg foretrak for mit eget barn.
Også på hjemmefronten kan vi rent intuitivt mærke, hvordan skærme skaber problemer, hvis brugen af dem ikke bliver holdt i meget kort snor. Der opstår ofte konflikter, når der skal slukkes for skærmene, og når vi en sjælden gang – i ferier – holder skærmpauser, ændrer det totalt de sociale dynamikker i familien, og pludselig bruger vi mere tid på at spille brætspil, læse, tegne og tale sammen.
En tredje – og helt synlig – grund til at være skeptisk over for sociale medier er den gennemsyrede kommercialisme, hvor børn bombarderes af lovlige og ulovlige reklamer fra et batteri af personaliseringsalgoritmer og sukkersøde influencere. I Danmark har vi historisk været gode til at beskytte vores børn mod manipulerende markedsføring, men i de sociale mediers tidsalder, må man konstatere, at Forbrugerombudsmanden halser stakåndet efter tech-giganternes og influencernes kommercielle sirenesang. Resultatet: En hel generation af børn og unge, som forvirret flakker rundt i en eksalteret indkøbsrus, hvor alt fra makeup-produkter til proteinpulver flås ned af de virtuelle hylder.
Vi kan stille nok så mange eksperter op på rad og række og diskutere i evighed, men hvis jeg spørger mine børn, som endnu ikke bruger sociale medier, om de glæder sig til at komme i gang, så siger de nej. Og hvis man sender børn på efterskole og tager mobiltelefonerne fra dem i et halvt år, og spørger dem om de savnede deres telefoner, så siger de faktisk også nej.
Skærme og sociale medier er ligesom smøgerne: Ingen der ikke ryger, har lyst til at begynde, og alle folk, der er stoppet, er lykkelige. Det er først, når man er hooked, at man har svært ved at vride sig af krogen.
Det er med andre ord ret tydeligt, at der er noget galt, men på en eller anden måde er vi blevet lullet ind i en forestilling om de digitale fremskridts uafvendelighed. Vi mangler evnen til at kunne forestille os en alternativ digital verden. En digital verden, som ikke er dikteret af 5-10 tech-giganters kommercielle interesser, men en verden, hvor vi selv som frie demokratiske borgere definerer rammerne for vores børns digitale legepladser.
Hvordan ville sådan en verden se ud?
For det første ville vores politikere for alvor erkende, at sociale medier – som de er designet i dag – ikke er lavet til børn under 15. Derfor ville vores politikere også blive inspireret af, hvad der sker i Australien og slå langt hårdere ned på tech-giganter, der ikke kan forstå, at når vores folketing siger, at børn under 15 ikke bør være på deres platforme, så er det tech-giganternes eget ansvar at sørge for, at der ikke er børn på deres platforme.
For det andet ville man i en sådan verden anerkende alle de positive aspekter af skærme og sociale medier, og man ville forsøge at bygge børnevenlige, oplysende og ikke-kommercielle sociale medier. I Danmark har vi været verdensførende i at skabe fantastisk børne-tv, og vi har bygget én af de bedste folkeskoler i verden. Naturligvis kan vi gøre det samme i den digitale verden. Det er en myte skabt af tech-industrien, at kun tech-industrien kan skabe velfungerende digitale platforme.
Og ja, jeg er klar over, at denne digitale utopi ikke ankommer i morgen. Der er EU-bureaukrater, lobbyister og indgroede vaner, der kommer til at forhale processen. Så hvad gør vi andre, mens vi venter?
For det første ville jeg anbefale samtlige landets kommuner og skoler at vende blikket mod Frederiksberg Kommune, hvor man i tæt samarbejde med eksperter, elever og forældre har udviklet en række håndfaste retningslinjer for, hvordan skoleledelser, lærere og forældre skal navigere i den digitale jungle. Essensen i anbefalingerne er at få skærmene ud af klasselokalet, når de er en distraktion, men samtidig inddrage dem i undervisningen, når det giver didaktisk mening og er styret af læreren.
For det andet vil jeg anbefale alle forældre at læse Frederiksberg Kommunes anbefalinger. De gør det nemlig klart og tydeligt, at vi som forældre har et ansvar for at vente med at åbne portene på vid gab til den digitale verden. Anbefalingerne siger, at børn ikke bør have en smartphone (dog gerne en dumbphone) før ottende klasse og ikke bør være på sociale medier, før de er 15. Jeg er klar over, at det kan være en svær diskussion at tage i en klasse, hvor mange elever starter med smartphones og sociale medier i anden klasse. Men som forældre har vi nu både lovgivning plus ekspertvaliderede anbefalinger fra Frederiksberg Kommune, der kan understøtte argumentet om, at det kan være en god idé at vente med den digitale tsunami i de yngre klasser.
For det tredje vil jeg anbefale forældre at udnytte de ressourcer, der faktisk er til rådighed for at starte og fastholde forældresamtaler om vores børns digitale liv. Børns Vilkår tilbyder bunkevis af glimrende online materiale, og på min egen skole i Københavns Kommune havde vi stor glæde af at få besøg af en digital konsulent fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der faciliterede en samtale for både børn og forældre.
Endelig vil jeg opfordre lærere og forældre til at lede efter alternative, sikre og børnevenlige platforme, hvor børnene i trygge omgivelser kan træde deres første skridt ind i en digital verden. Der er desværre ikke mange muligheder, men et eksempel er den helt simple kommunikationsplatform Oase, som er designet og udviklet af en far med det eksplicitte formål at undgå datahøst, fastholdelsesmekanismer og skadeligt indhold for børn.
Det kan virke uoverskueligt og umuligt at vende 20 års blind digitalisering, som hidtil er foregået på de store tech-giganters vilkår. Men som forældre og undervisere er vi død og pine nødt til at forestille os en alternativ digital fremtid, hvor det er demokratiske borgere, der bestemmer udviklingen og ikke et excel-ark på et anonymt kontor i Silicon Valley. Heldigvis har vi nu i et helt år haft vores politikeres ord for, at sociale medier er uegnede for børn under 15. Lad os starte herfra og bygge en bedre digital fremtid for vores børn.
Comments