Monday, September 10, 2007

Danske politiske partier på nettet

Ugebrevet Mandag Morgen kører i dag en historie om de danske politiske partiers hjemmesider her i perioden op til en formodet valgkamp.

Jeg har hjulpet Mandag Morgen med at udvikle otte kriterier til bedømmelse af politiske partiers hjemmesider. Det er en form for udvidet ekspertvurderingsheuristik, som er skræddersyet til netop politiske partier og deres særlige kommunikations- og interaktionsbehov på nettet. De otte kriterier har været grundlaget for en række eksperters gennemgang og vurdering af de politiske partiers hjemmesider.

Historien fra Mandag Morgen ligger desværre ikke på nettet, så jeg kan linke til den. I stedet kan jeg linke til de otte kriterier og de uddybende forklaringer, i håbet om, at en enkelt eller to kommunkationsmedarbejder fra de de danske politiske partier svinger forbi denne blog. For tro mig – der er i sandhed brug for forbedring af de politiske partiers hjemmesider!!!

Jeg har hen over sommeren læst Joe Trippis bog ”The Revolution will not be televized”, som omhandler hans tid som kampagnemanager for Howard Dean kampagnen, som de fleste nok husker som den kampagne, hvor internettet for alvor kom på banen som fundraising og netværksredskab. I dean kampagnen forstod man for første gang, at politisk kommunikation på internettet ikke bare handlede om, at politikerne præsenterede deres budskaber på ”brochureware” hjemmesider. Internettet handlede om at vande og gøde den græsrodskraft, som helt naturligt eksisterer i det demokratiske politiske system – i hvert fald i USA. Dette foregik i Dean kampagnen på primitive netværkssider som Meetup, der kom til at være rygraden for en massemobilisering af demokratiske vælgere, der støttede den usandsynlige udfordrer Howard Dean og bragte ham millimeter tæt på at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2004.

Det chokerende i et dansk perspektiv er, at dette foregik for 4 år siden! I dag er nettet fyldt med avancerede sociale netværk som Myspace, Facebook, Linkedin, Flicker, Youtube osv osv osv, og alligevel er der praktisk talt ingen af de danske partier, der har forstået internettets virkelige potentiale for at komme i kontakt med og mobilisere vælgerne.

Bevares – De Radikale har da lavet en Myspace profil og socialdemokraterne Youtuber på livet løs, men alligevel virker det som om, at de ikke rigtig har forstået, at de nye sociale netværk ikke er plakatsøjler for politiske budskaber, men muligheder for at indgå i en samtale og interaktion med sine vælgere og potentielle vælgere.

Flere af partierne kan naturligvis undskylde sig med manglende budgetter, men faktum er jo netop, at rigtig mange af disse nye netværksmuligheder på nettet er ganske gratis. Hvor man før skulle hyre et webbureau i dyre domme, kan man i dag trække på en lang række af allerede fungerende funktionaliteter. Konkurrencen om at nå vælgerne i dag handler derfor langt mindre om dybden af kistebunden og i langt højere grad om kreativitet og mod, hvilket der desværre ikke er synderligt meget af i det digitale politiske landskab.

(Downlad de otte retningslinier til evaluering af politiske partiers hjemmesider)

7 Comments:

At Monday, 10 September, 2007, Anonymous Bo Arlind said...

Hej Peter

Tak for dine inputs, og jeg vil læse artiklen med fornøjelse :-)

Vi forsøger os lidt frem bl.a. med bloggere fra kongressen, men vi har lang vej endnu...

Bo
(web-nørd hos S)

 
At Monday, 10 September, 2007, Blogger Peter Svarre said...

Godt initiativ med bloggerne på kongressen. Også fedt, at I har valgt at bruge nogle folk, der blogger i forvejen. Min pointe er netop, at man skal være modig nok til at give slip på sin egen topstyrede kommunikation og give ordet til de folk, der gerne vil tage ordet.

 
At Tuesday, 11 September, 2007, Anonymous Benny Engelbrecht said...

Kære Peter.

Jeg er meget enig med dine betragtninger om at nettet skal bruges til dialog og ikke til reklamesøjle. Jeg tror stadig der er et stykke vej til danskerne bliver lige så ivrige til dialog som eksempelvis amerikanerne, men udviklingen er i gang.
Jeg oplever at mange af læserne på min weblog er passive, men til gengæld meget trofaste.
Jeg tror ikke det næste valg bliver afgjort på nettet, men stadig flere medier vil benytte weblogs som inspiration til nyhedshistorier - og det vil være med til at give yderligere liv til nettets indflydelse.

 
At Tuesday, 11 September, 2007, Blogger Peter Svarre said...

Hej Benny,

Faktisk var der en interessant undersøgelse for nylig, der viste, at lige præcis nyhedsjournalister sjældent brugte blogs til at orientere sig, mens fagjournalister i relativt høj grad brugte blogs som inspiration.

 
At Tuesday, 18 September, 2007, Anonymous Søren Rune Hessle said...

Hej Peter,

Spændende indlæg og dejligt med nye heuristikker for politiske websites.

Adaptive Path lavede i 2004 en analyse af en række amerikanske kandidaters websites i forbindelse med sidste valgkamp - måske lidt inspiration til læserne af denne blog:

www.adaptivepath.com/publications/reports/campaign/

Det er interessant at se, hvordan de amerikanske websites allerede dengang formåede at opprioritere et centralt element i valgkampen, nemlig økonomisk bistand. Det er ikke særlig let at finde ud af, hvordan man kan støtte et dansk parti via deres website, hvis man nu tilfældigvis lå inde med lidt klejner.

- søren rune

 
At Thursday, 20 September, 2007, Anonymous Rying said...

Heuristikker???
Jeg må vidst tilhøre gruppen af de ikke-akademiske vælgere!

Rying

 
At Thursday, 20 September, 2007, Blogger Peter Svarre said...

Tjaa - heuristikker er vist lidt af et fagudtryk for folk, der arbejder med brugervenlighed og udvikling af websider. I bund og grund betyder det bare "nogle retningslinier, som man kan bruge til at evaluere en webside". Heuristikker er bare kortere :-)

 

Post a Comment

Links to this post:

Create a Link

<< Home