Hvad fanden er fremtiden?
I efteråret 2015 var jeg inviteret til at deltage i en konference arrangeret af ingen ringere end Tim O’Reilly, manden, der opfandt begrebet Web 2.0. I over 10 år havde Silicon Valley og Tim O’Reilly redet på post-dot.com bølgen af digital ekstase, hvor sociale medier og nye teknologier ikke alene ville frisætte demokratiske potentialer, de ville også skabe en helt ny type økonomi, hvor unge dynamiske virksomheder fejede gamle, trætte elefanter af banen.
Men i 2015 var Silicon Valley begyndt at knage i fugerne. Beboere i San Francisco kastede sten efter de airconditionerede luksusbusser, der transporterede 22-årige Python-programmerende dollarmillionærer fra byens gentrificerede centrum ud til de eksponentielt voksende tech-virksomheder. Samtidig og andetsteds var kloge og meget velhavende mennesker som Bill Gates, Elon Musk og Stephen Hawkings begyndt at tænke dybe tanker og komme med digre advarsler om den stigende brug af kunstig intelligens og hvilke konsekvenser, det kunne have for menneskeheden.
Skyggesiderne af 10 års ukritisk fejring af teknologisk fremskridt var begyndt at vise sig, og med sin Next:Economy konference i 2015 ville Tim O’Reilly starte samtalen om menneskehedens fremtid i en verden med on-demand platforme, deleøkonomi, kunstige intelligenser og big data. I de to år, der er gået siden konferencen er tingene bare gået endnu hurtigere i den gale retning, og bare inden for det seneste år har der rejst sig en nærmest global folkestemning mod den voksende og i stigende grad ukontrollerede magt, som udgår fra Silicon Valley. Det er derfor virkelig god timing, at Tim O’Reilly nu udkommer med sin bog ”WTF – What’s The Future And Why It’s Up To Us”, som kan beskrives som en opsummering af den samtale, han påbegyndte i 2015 krydret med 40 års anekdoter fra hans tid som udgiver, konferencearrangør og entreprenør i teknologibranchen.
WTF er forkortelsen for ”What The Fuck”, som man typisk udbryder, når man overraskes af noget nyt, vildt og overraskende. Og bogen bygger da også på en grundlæggende teknologioptimistisk fascination af alle de WTF-øjeblikke, som menneskeheden har oplevet de seneste 20 år: WTF! Jeg kan søge efter al viden i hele verden! WTF! Jeg kan følge med i alle mine venners liv hele tiden! WTF! Jeg går rundt med en minicomputer i lommen, som for 50 år siden ville kunne sende folk til månen! Og så videre, og så videre.
Men WTF dækker også over det grundlæggende spørgsmål: ”What’s The Future” i en verden, hvor fire virksomheder i store træk kontrollerer den digitale økonomi, hvor virksomheder som Uber, Amazon Spotify og Netflix, udsletter etablerede brancher og jobs, og hvor kunstig intelligens truer med at gøre enhver form rutinepræget vidensarbejde overflødigt.
Hvad fanden er fremtiden? Spørger Tim O’Reilly. Og hans svar er betryggende nok ikke kort og kategorisk, som man alt for ofte ser det fra amerikanske business-evangelister, der forsøger at sælge deres konsulentydelser i forskellige afskygninger. Hans bog er en tæt på 500 sider lang, grundig og til tider anelse vævende analyse af de kræfter, der udspiller sig i teknologiverdenen. Der er ingen lette løsninger og forklaringer, men der er seriøse overvejelser om de bevægelser og tendenser som peger mod den teknologiske fremtid, som stadig er meget åben og foranderlig.
Som læser bliver man taget ud på en rejse, som er en kombination af Tim O’Reillys egen intellektuelle udvikling og teknologibranchens metamorfoser. Rejsen starter med open source bevægelsen, som O’Reilly var med til at brande og udbrede. Herefter bevæger vi os videre til Web 2.0, som var en direkte forlængelse af open source bevægelsen. Her var det ikke kode, men viden, der blev frisat ved hjælp af nye og brugerskabte platforme som Twitter, Flickr, Blogger og naturligvis sidenhen Facebook. Ovenpå web 2.0 så vi hvordan big data, cloud computing og algoritmer begyndte at spille en større rolle. De enorme mængder af data, som var blevet frisat i web 2.0 æraen skabte et naturligt behov for virksomheder, der kunne beherske data, og kombinationen af milliarder af indholdsskabende internetbrugere og nye algoritmiske virksomheder viste sig, at være en vindende kombination, som har åbnet døren til et nyt teknologisk paradigme, hvor algoritmer og mennesker indgår i en dagligt tættere dans, hvor vores afhængighed af algoritmernes hjælp kun bliver større.
Dette er den virkelighed, vi lever i, men hvad fanden er fremtiden? O’Reilly trækker en lige linje igennem open source, web 2.0, big data og maskinlæring, og linjen ender i en pil, som peger på én virksomhed, som tegner fremtiden. Og den virksomhed hedder Uber.
Når O’Reilly kigger ind i sin krystalkugle, så ser han en fremtid, hvor det der skete med viden og intellektuelle frembringelser i web 2.0 tidsalderen, kommer til at gentage sig for den materielle verden. Vi kommer til at leve i en verden af Internet of Things, hvor fysiske genstande (vores kroppe, vores biler, vores huse, osv.) kommer til at kommunikere på samme måde som bloggere, youtubere og Tweeps gjorde (og gør) det i web 2.0 tidsalderen. Vinderne i web 2.0 tidsalderen var dem, der kunne ekspropriere og udnytte alle de data, som blev frembragt af mennesker. Vinderne i fremtiden bliver de virksomheder, som kan ekspropriere og udnytte alle de data, som vores fysiske genstande kommer til at frembringe. Og her er er Uber muligvis det mest perfekte eksempel på en virksomhed, der anvender data fra mobiltelefoner og algoritmisk intelligens til at skabe en WTF-virksomhed, som radikalt kommer til at forandre transport.
Det kan virke paradoksalt at fremhæve én af 2017s mest skandaleombruste virksomheder som bannerføreren for fremtiden, men O’Reilly er mindre interesseret i Ubers misogyne kultur og Kalanicks uheldige fremtoning, og hæfter sig i stedet ved den grundlæggende forretningsmodel, som han ser som en skitse for fremtidens WTF virksomheder.
Fremtidens WTF-virksomhed har syv kendetegn ifølge O’Reilly:
Fysiske materialer omdannes til information ved hjælp af sensorer. Og lige så snart det fysiske bliver til information, bliver det fysiske underlagt de samme kræfter, som vi har set udspille sig i web 2.0 æraen. Det skaber nye prisstrukturer, nye muligheder for koordinering og åbner døren for stordriftsfordele og netværkseffekter. I Ubers tilfælde har man at gøre med et transportfirma, som faktisk ikke ejer fysiske biler, hvilket åbner nogle helt nye muligheder for virksomheden sammenlignet med traditionelle taxafirmaer, som er begrænset af deres fysiske flåde af biler.
Man er ikke længere bare en virksomhed, man bliver en platform, som bringer købere og sælgere af en ydelse sammen. Og ofte ser man, at platformsvirksomheder bliver helt nye økosystemer, som tillader, at nye virksomheder kan gro på det nye økosystem. Facebook, Google, Youtube og Amazon har alle været en platform for millioner af små og mellemstore virksomheder og Uber er på samme måde en platform for, at folk kan starte deres egen taxavirksomhed fra den ene dag til den anden.
Et væsentligt element ved WTF virksomheder er, at de bruger data og algoritmer til at skabe effektive on-demand markeder. Det er markeder, hvor virksomheder kun ansætter folk til lige præcis de opgaver, der skal løses, og hvor de ”ansatte” kun arbejder lige præcis de tidspunkter og i de timer, som de har behov for. I den traditionelle taxabranche har man en begrænset mængde taxaer og nogle arbejdstidsaftaler, som gør, at man typisk har for mange taxaer i dagtimer, når solen skinner, og alt for få, når det er fredag aften, og det regner. En WTF-virksomhed som UBER løser dette problem ved at skabe incitamenter for chaufførerne, så de kører mere, når der er behov for det, og mindre, når behovet aftager.
WTF-virksomheder er styret af algoritmer. Ikke alene er deres services baseret på algoritmer, men algoritmer anvendes også til at organisere arbejdet og ressourcerne internt i virksomheden
Services og produkter leveres on-demand. Google var en WTF-virksomhed i internettets tidlige år, fordi de kunne levere et relevant resultat hurtigere end nogle andre. Amazon er én af fremtidens WTF-virksomheder, fordi de konstant arbejder på at indskrænke tiden mellem, at en forbruger køber et produkt, til produktet er leveret. På samme måde er Uber naturligvis også en WTF-virksomhed, fordi de har gjort det så nemt som et klik på en app at bestille en taxa og efterfølgende betale, modtage kvittering og så videre.
Magiske brugeroplevelser. Første gang man bruger en service fra en WTF-virksomhed, skal man sidde tilbage med den der overraskede forundring, hvor teknologi føles som magi. I en dansk sammenhæng er MobilePay et godt eksempel, hvor mange mennesker efter første pengeoverførsel måtte klø sig i håret og undre sig over, hvordan det kunne være så nemt, og hvorfor ingen havde gjort det før.
Endelig er WTF virksomheder kendetegnet ved, at de gør deres medarbejdere stærkere ved hjælp af teknologi. En traditionel taxachauffør i London skal tage én af verdens sværeste eksaminer, som handler om at finde rundt i London. En Uber chauffør kan begynde at køre uden nogen kvalifikationer (ud over et kørekort), fordi hun anvender Google Maps til at finde rundt i byen.
Det lyder jo alt sammen meget godt – for Uber. Men hvad med alle de taxachauffører, der bliver arbejdsløse, og hvad med alle de stakkels Uber-chauffører som kører rundt uden arbejdstidsregler, helbredsforsikringer eller nogen form for sikkerhed for, at de har et arbejde i morgen?
Eller hvad med alle de negative konsekvenser af al den data, som bliver indsamlet – og nu også om vores fysiske gøren og laden? Kan vi stole på at virksomhederne bruger disse data i vores interesse?
Og hvad med algoritmerne og de kunstige intelligenser? Så længe de kontrolleres af store, lukkede virksomheder har vi ingen mulighed for at vide om de agerer i vores interesser eller om de bare er i gang med at skabe verden i den 22-årige Pythonprogrammørs verdensbillede.
Og hvad med fake news? Det gik jo tydeligvis ikke specielt godt med sociale medier og web 2.0, som nu har givet os en fascistoid, infantilist som præsident for USA. Hvad kommer der ikke til at ske, når internetmilliardærer som Mark Zuckerberg ikke alene styrer vores viden, men også vores fysiske gøren og laden?
O’Reilly er udmærket klar over alle disse indvendinger og omkring halvdelen af hans bog handler om disse spørgsmål. Men O’Reilly er i bund og grund teknologioptimist. Han mener ikke, at teknologi er den underliggende årsag til alle de problemer og dilemmaer. Faktisk mener han i mange tilfælde, at teknologi er et nødvendigt redskab for at løse en masse af disse problemer. Fake news er f.eks. et problem, der ikke kan løses af mennesker, men kun af andre algoritmer, der hjælper med at holde styr på de algoritmer, som har skabt problemet med fake news.
Årsagen til den teknologi-malaise, som vi oplever i disse år skal findes et helt andet sted ifølge O’Reilly. Det er ikke algoritmer, big data og kunstige intelligenser, der er årsagen til vores problemer. De er kun nyttige redskaber for en langt mere grundlæggende algoritme, hvis frø blev plantet af Milton Friedman helt tilbage i 1970.
I September 1970 skrev Friedman et debatindlæg i New York Times Magazine med titlen: ”The Social Responsibility of Business Is to Increase Its Profits”. Indlægget, som handlede om, at virksomheder kun har én moralsk forpligtelse nemlig at skabe værdi for (aktie)ejerne af virksomheden, blev fundamentet for den herskende økonomiske logik i det efterfølgende halve århundrede. I takt med væksten og den øgede likviditet på finansmarkederne betød dette paradigme, at virksomheder oftere og oftere tænkte på deres aktieejere fremfor deres kunder og deres medarbejdere. Hvor virksomheder traditionelt befandt sig i et marked, hvor de skulle afbalancere behovet mellem kunder og medarbejdere, befandt de sig nu i stigende grad i et marked, hvor både kunder og medarbejdere blev mindre vigtige i forhold til aktieejerne i virksomheden. Denne algoritme – eller regel – om at aktieejerne er de vigtigste, er ifølge O’Reilly roden til alt ondt og forplanter sig og mangedobles ud i vores samfund gennem teknologi.
Kast igen et blik på Uber, som er en virksomhed med en smuk forretningsmodel, hvor kunder køber en WTF-service og de ”ansatte” har en uhørt grad af fleksibilitet, frihed og ovenikøbet ofte bedre løn end traditionelle taxachauffører. Hvis Uber udelukkende fokuserede på at skabe de bedste forhold for sine chauffører og sine kunder ville det være en eventyrhistorie, hvor alle ville være glade. Men Uber har sit blik rettet et helt andet sted hen. Uber er finansieret af venturekapital til meget langt op over begge ører i en sådan grad at forventningerne til virksomhedens fremtidige indtjening er baseret på totalt verdensherredømme på taxamarkedet. Ubers virkelige herre er ikke kunderne eller de ansatte – det er finansmarkedet, som forventer skyhøje afkast i fremtiden. Og denne algoritme ligger dybt i Uber og forplanter sig ud i de algoritmer, der styrer chaufførernes aflønninger og deres rating-systemer. Den påvirker virksomhedens beslutninger, når den vælger at bruge teknologi til at omgå lovgivning, som de gjorde med deres Greyball-program. Og det er igen algoritmen, der taler, når Uber vælger aggressiv skyd-først taktikker i stedet for forhandling, når de går ind på nye markeder.
Det grundlæggende problem er, ifølge O’Reilly, at virkelige markeder med kunder, produkter og medarbejdere er blevet inficeret af finanskapitalismen og dens logik, som handler om at tilfredsstille én gruppe af mennesker – nemlig aktieejerne. Jo mere denne logik fra finansmarkederne trænger ind i de virkelige markeder, jo mere vil vi se teknologi som big data, overvågning og kunstig intelligens blive brugt til at nedbryde privatlivsbeskyttelse, udpine medarbejderes lønninger, skabe umenneskelige arbejdsforhold og skabe overvågning i et hidtil uset omfang.
Så hvad fanden er fremtiden?
Inspireret af Pascals væddemål laver O’Reilly en lille øvelse i scenarieplanlægning. Lad os forestille os, at der er to scenarier for fremtiden. I det ene scenarie ender det med, at maskinerne overtager alt arbejde, og alle mennesker bliver arbejdsløse. I det andet scenarie gentages mønstret fra den første industrielle revolution, og ny teknologi skaber nye typer af arbejde.
Til disse to scenarier, kan vi så forestille os to aktive handlinger fra mennesket side: På den ene side, kan vi vælge at fortsætte under Friedmans paradigme, hvor vi optimerer vores økonomi, så det er maskinernes ejere, der høster alle frugterne. Og på den anden side kan vi vælge at indrette vores økonomi, så vi fordeler overskuddet fra teknologiske fremskridt mere bredt.
Det giver følgende fire resultater:
Vi vælger at optimere for ejerne i en verden, hvor maskinerne overtager alt arbejdet. I dette tilfælde vil vi ende med at se voldelige revolutioner af moderne Ludditter, fordi uligheden mellem dem, der har ressourcer, og dem der har ingenting bare vil blive større og større.
Vi vælger at optimere for ejerne i en verden, hvor der opstår nyt arbejde. Dette er nok det mest realistiske scenarie, hvis vi fastholder status quo. Vi vil se en verden, hvor folk stadig vil have jobs, men nye WTF-teknologier bliver ikke udviklet for at skabe glade kunder og medarbejdere, men for at tilfredsstille finansmarkeder.
Vi vælger at fordele overskuddet i en verden, hvor maskinerne overtager alt arbejdet. Denne verden vil være udfordrende, fordi den vil kræve nytænkning af mennesket og dets værdi i verden. Men ikke desto mindre vil det sandsynligvis være en verden, hvor der vil være plads og overskud til kreative frembringelser og menneskelig interaktion i en grad som er hidtil uset.
Vi vælger at fordele overskuddet i en verden, hvor der opstår nyt arbejde. I denne verden vil WTF-teknologier blive udviklet for at glæde kunder og medarbejdere. Det er både den mest optimale og den mest genkendelige fremtid, fordi arbejde fortsætter med at være arbejde. Vores markedsmekanismer fungerer stadig, men det primære marked er markedet for produkter og kunder, ikke finansmarkederne.
Ligesom Pascal konkluderede, at der var bedst afkast i at tro på gud, argumenterer O’Reilly også for, at det bedste afkast opnås i den øvre del af figuren, hvor vi har gjort op med finanskapitalismens enøjede fokus på berigelse af aktieejere. Lige meget om maskinerne overtager verden eller ej, så er der ingen tvivl om, at den bedste verden under alle scenarier opnås, hvis et halvt århundredes blind fokus på berigelse af finansmarkederne kastes på møddingen.
Er det realistisk? O’Reilly er ikke i tvivl om, at det er en stor opgave, men paradoksalt nok er han positivt opmuntret af de politiske omvæltninger som USA oplevede i 2016. I hans optik er der brug for store forandringer, og store forandringer kræver stor utilfredshed. Og utilfredshed er der rigeligt af i USA (og resten af verden) i disse dage.
