95 procent af alle AI-projekter fejler!
- petersvarre
- Aug 22
- 3 min read
Det er konklusionen i MIT-rapporten ”State of AI in Business 2025”. Forskerne bag har analyseret 300 AI-projekter og konkluderet, at der i amerikanske virksomheder er en stor lyst til at investere i AI-projekter, men kun én ud af 20 virksomheder lykkes med at få værdi ud af deres AI-projekter!
Det interessante er, at AI typisk fejler, når virksomhederne forsøger at integrere teknologien i deres workflows for at opnå effektiviseringsgevinster. Det går langt bedre, når medarbejderne selv bare bruger ChatGPT eller lignende eksterne systemer til at optimere deres personlige produktivitet.
Forfatterne skriver i rapporten: “Generic tools like ChatGPT are widely used, but custom solutions stall due to integration complexity and lack of fit with existing workflows.”
Det fik mig til at tænke på en personlig oplevelse, som startede her på LinkedIn. En AI-ekspert havde skrevet et indlæg, hvor han forklarede, hvordan han havde sat ChatGPT til at overtage sine Nemlig-indkøb, og nu behøvede han ikke længere at bruge tid på Nemligs hjemmeside.
Jeg har været en fast kunde hos Nemlig i snart 10 år og har et gennemarbejdet workflow for, hvordan jeg ordner familiens indkøb en gang om ugen (ja, jeg er en nørd…), så det var sød musik i mine ører. Hvis jeg kunne sætte ChatGPT til at ordne mine Nemlig-indkøb ville jeg vel kunne spare en times arbejde om ugen – tid som jeg kunne bruge sammen med min familie og mine børn!”
Derfor røg jeg selvfølgelig straks ind på ChatGPT, satte den i agent-tilstand, fodrede den med familiens ugentlige indkøbsliste og slap den så løs på Nemligs webside. Og det var ganske rigtigt imponerende at følge med i, hvordan ChatGPT navigerede rundt på Nemlig og fandt varer, som én efter én blev placeret i indkøbskurven. Men det gik laaaangsomt, faktisk tog det over 20 minutter at komme igennem indkøbslisten – noget som jeg normalt ordner på under fem minutter. Og flere gange havde ChatGPT valgt varianter af produkter som jeg aldrig selv ville have valgt, hvilket betød, at jeg alligevel ville skulle bruge 5-10 minutter på at finde de forkerte produkter og vælge de rigtige.
Og det var bare den simple del af mit ugentlige workflow. Jeg har også en ugentlig madplan, som ligger i et Excel-ark (Ja – nørd!). Her har jeg de fleste af opskrifterne i hovedet, så jeg kigger bare på madplanen og kigger på, hvad vi allerede har i køleskabet, og så bestiller jeg de manglende varer på Nemlig. Men her kommer ChatGPT fuldstændig til kort. I princippet ville ChatGPT godt kunne læse min madplan og finde nogle opskrifter på nettet, men det ville bare ikke fungere i praksis, fordi mine børn er kræsne og gerne vil have lavet maden på præcis den samme måde. Jeg ville naturligvis kunne skrive familiens 50 mest brugte opskrifter ned og fodre dem til ChatGPT, men det ville være megatidskrævende og ville i øvrigt skulle opdateres hele tiden.
Endelig ville ChatGPT jo ikke kunne åbne min køleskabsdør, åbne mælken og regne ud om der skulle købes mere mælk eller ej. Og ja – der findes ”smarte” køleskabe (dem har vi talt om i 30 år), men de kan stadigvæk ikke kigge ned i mælkekartonen…
Med andre ord virker det kodylsmart, at man kan sætte ChatGPT til at navigere rundt på ens Nemlig-profil, men hvis man skal bruge det i praksis i en travl familie, hvor der laves mad seks dage om ugen og madpakker hver dag, så fejler systemet, fordi det ikke kan integreres i et gennemprøvet og solidt workflow.
Og jeg har på fornemmelsen, at det er noget af det samme som 19 ud af 20 virksomheder kæmper med, når de forsøger at få AI til at gøre en forskel i deres workflows.


























Comments